Tre personer har fredag reddet en kvindelig beboer ud af en brændende lejlighed i en ejendom i Stormgade i Esbjerg.
Det oplyser politiet i et opslag på Twitter.
Kvinden, der er 65 år, blev bragt i sikkerhed fra den brændende og røgfyldte lejlighed.
De tre vil blive indstillet til en dusør for deres optræden, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Hvert år hædrer landets politikredse borgere, der har gjort en heltemodig indsats, med dusører, som består af et pengebeløb.
Umiddelbart ser det ud til, at de tre reddede kvindens liv.
»Det er vores vurdering, at hun ikke selv var i stand til at komme ud,« siger vagtchef Erik Lindholdt til Ritzau.
De tre er henholdsvis en beboer fra en lejlighed højere oppe i ejendommen og to malere, der udførte arbejde i opgangen.
Mens den ene håndværker fik alarmeret brandvæsenet, trængte den anden og beboeren ind i den røgfyldte lejlighed.
»Både gangen og køkkenet er udbrændt, siger vagtchefen. Efter at være blevet bragt i sikkerhed kom kvinden forbi skadestuen til tjek for røgforgiftning.«
Branden opstod i en ejendom på hjørnet af Kongensgade og Stormgade, skriver det regionale medie jv.dk. Flere lejligheder blev røgskadet.
/ritzau/



