Københavns Vestegns Politi efterforsker en skudepisode, hvor der natten til mandag blev skudt mod hoveddøren til en lejlighed i Rødovre, hvor en ung kvinde befandt sig.

Hun blev ramt overfladisk, men har ikke været i livsfare.

Politiet leder efter vidner og eventuelle videooptagelser fra området, skriver det i en pressemeddelelse.

- Vi har brug for vidner i denne forbindelse - og vi hører meget gerne fra borgere, der har hørt eller set noget mistænkeligt omkring klokken to på Bystrædet, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i meddelelsen og tilføjer:

- Vi hører også meget gerne fra borgere, der har overvågningsvideo, som kan vise noget i forbindelse med skudepisoden.

Episoden udspillede sig klokken 01.59 på Bystrædet i Rødovre.

Politiet har ikke nærmere om et muligt motiv for skyderiet.

- Det er for tidligt at lægge sig fast på et motiv – og lige nu efterforsker vi bredt, siger Charlotte Skovby i meddelelsen.

Det er endnu uklart, om politiet leder efter en eller flere gerningspersoner. Det er også uklart, om kvinden var målet for skudepisoden.

Politiet oplyser ikke, om lejligheden tilhører kvinden, eller hvor gammel hun er.

Københavns Vestegns Politi har ikke yderligere informationer om hændelsen, oplyser den i et skriftligt svar til Ritzau.

/ritzau/