Kvinde og mand tiltalt for at dræbe mand fundet i en kloak
En 26-årig polsk mand blev i februar sidste år fundet død i en kloak. To personer er nu tiltalt for drabet.

En 26-årig polsk mand blev i februar sidste år fundet død i en kloak. To personer er nu tiltalt for drabet.

En dansk kvinde og en polsk mand er blevet tiltalt for i forening at have dræbt en polsk mand, der i februar sidste år blev fundet død i en kloak i Harlev J vest for Aarhus.
Det skriver anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi på tjenesten Anklager Update.
De to tiltalte blev anholdt i maj sidste år og har siden da siddet varetægtsfængslet.
Kvinden på 31 år og manden på 42 år er tiltalt for at have dræbt den 26-årige polske mand ved brug af skydevåben og en kniv. De er også tiltalt for at have besiddet og transporteret gerningsvåbnene.
De er desuden tiltalt for usømmelig omgang med lig, fordi de ifølge anklagemyndigheden placerede liget af den yngre mand i en spildevandsbrønd nær Stillingvej.
Det fremgår ikke af anklagemyndighedens meddelelse, hvornår drabet menes at have fundet sted, og det ønsker politikredsen heller ikke at oplyse.
Af sigtelser mod de to har det fremgået, at drabet skulle være sket på et ukendt tidspunkt og sted inden 7. februar 2025.
Det var den 28. februar 2025, at liget af den 26-årige polske mand blev fundet i kloakken. Fundet blev gjort, efter at beboere i området havde meldt om kloakeringsproblemer gennem en periode.
Begge tiltalte bor i Danmark, er det tidligere blevet oplyst. Det er ved et tidligere retsmøde med kvinden beskrevet, at hun nægter sig skyldig.
Det er ikke blevet oplyst, hvilken relation de tiltalte har til hinanden eller til den dræbte mand, eller hvad motivet til drabet skulle være.
Politiet oplyste nogle uger efter fundet af manden, at han var kendt af politiet, at han har opholdt sig i Randers og på et tidspunkt havde adresse i Randers. Han havde dog ikke familie i Danmark.
Efter fundet bad politiet offentligheden om hjælp med blandt andet at kortlægge mandens færden.
Sagen behandles ved Retten i Aarhus, der har afsat ti dage til sagen. Den første dag er 10. november, og der ventes dom den 14. december i år, oplyser anklagemyndigheden.
RITZAU