En kvinde er fundet død i Ebeltoft Havn, og intet tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse.

Det oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

Det var klokken 12.21, at politikredsen modtog en anmeldelse om fundet af kvinden. Hvad der præcist er sket, ved politiet ved 15-tiden ikke.

- Men der er ikke noget, der indikerer, at der er sket noget mistænkeligt eller noget kriminelt, siger Anne Tiedemann, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

Kvindens nærmeste pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.

Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om kvinden, herunder kvindens alder.

/ritzau/