En mand er bragt til Rigshospitalet, efter at være blevet ramt af knivstik på Amager. Manden er uden for livsfare.

Det oplyser Rune Nørgaard, som er vagtchef ved Københavns Politi.

Politiet har anholdt en kvinde, som menes at stå bag knivstikkeriet.

- Vi er af den overbevisning, at vi har anholdt den rette gerningsperson, siger Rune Nørgaard.

Det er endnu lidt for tidligt at sige noget om, hvad der er gået forud for knivstikkeriet, lyder det fra vagtchefen. Det vil politiet undersøge videre.

Hændelsen er sket på Sundholmsvej på Amager ved Herbergscentret Sundholm. De involverede har begge en tilknytning til stedet, lyder det.

- Der er tale om personer, som er kendt i misbrugsmiljøet derude, siger Rune Nørgaard.

Manden, som er blevet ramt af knivstik, har modtaget behandling for sine skader på Rigshospitalet.

Mandag aften har politiet været til stede med flere patruljer, ligesom der er opsat afspærringer i området.

/ritzau/