Det er, da vi går på stien med de visne blade i fredskoven i den østlige del af haven, at jeg stiller spørgsmålet. Børnene er i skole, og Janne, hans samleverske, er taget på arbejde. Kresten Bergsøe holder en lang pause, mens vi fortsætter i stilhed ad stien mod den aflåste røde port.
Situation er tilspidset, grotesk og for længst forbi mindelige løsninger. Det er stien, der er stridens kerne.