Sydøstjyllands Politi opfordrede tirsdag aften borgere i bydelen Erritsø i Fredericia til at gå indenfor og lukke døre og vinduer, da en brand i området udvikler meget røg.

Det skrev politikredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Derudover opfordrer vi til ikke at gå ind i området og i øvrigt følge politiets og redningsberedskabets anvisninger på stedet, lød det.

Omkring klokken 20.30 oplyste politiet, at branden var under kontrol, men at der fortsat arbejdes på stedet.

Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi oplyser til tvSyd, at ingen er kommet til skade.

- Vi fik meldingen om brand i en garage på Lundagervej klokken 19.40. Fra garagen spredte branden sig i huset, siger vagtchefen.

En del af Kystvejen var kortvarigt afspærret som følge af branden.

RITZAU