Kræftens Bekæmpelse advarer: Danskernes forbrug af sodavand er eksploderet

Sodavand er blevet billigere, og et stigende antal danskere vælger det usunde alternativ til at slukke tørsten. Det er bekymrende, mener Kræftens Bekæmpelse, der nu igangsætter en oplysningskampagne om, hvor farlig overvægt kan være.

Danskerne køber sodavand i stor stil, og det bekymrer Kræftens Bekæmpelse, der igangsætter en ny kampagne for at sætte fokus på sammenhængen mellem overvægt og kræftsygdomme. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når befolkningen vil have slukket tørsten, falder valget ofte på det mindst sunde alternativ.

I de seneste ti år er det kun gået én vej med forbruget af sodavand i Danmark, og det er særdeles bekymrende, mener Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge en måling foretaget af analyseinstituttet GfK køber de danske husstande årligt i snit 86 liter sodavand i supermarkedet. Det er 19 liter sodavand mere om året end for ti år siden. Samtidig er priserne på sodavand faldet markant, siden sodavandsafgiften blev afskaffet i 2014.

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Siden sukkerafgiften på sodavand blev fjernet, er salget af sodavand steget med 27 procent, og det giver større risiko for, at flere kommer til at lide af overvægt, skriver Kræftens Bekæmpelse. Mere end halvdelen af den danske befolkning – 51 procent – er i dag overvægtig.

»Når så mange danskere i dag har overvægt, kan det ikke bare forklares med manglende viljestyrke hos den enkelte. Årsagerne til overvægt er komplekse, og derfor er løsningerne heller ikke simple. Det er en stor samfundsmæssig sundhedsudfordring,« siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse i pressemeddelelsen:

»Når vi handler, køber takeaway eller stopper på tanken, burde det sunde valg være nemt og billigt. Sådan er det ikke i dag. Derfor har vi brug for langsigtede, strukturelle ændringer og en samlet indsats om at stoppe stigningen i overvægt.«

Risiko for 13 kræftformer

Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer, heriblandt bryst- og tarmkræft, som tilsammen rammer knap 9.700 danskere hvert år. Overvægt er også den andenstørste risikofaktor for kræft efter rygning.

Omkring 66 procent af alle danskere vil være overvægtige i 2045, og 48.000 flere vil få kræft alene på grund af overvægt, hvis ikke udviklingen vendes.

Kræftens Bekæmpelse er stærkt utilfreds med, at priserne på sodavand er faldet så meget gennem de seneste år, for 84 procent af deltagerne i en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen mener, at vi lever i et samfund, som gør det nemt at røre sig for lidt og spise for meget.

I denne uge skyder Kræftens Bekæmpelse en ny oplysningskampagne ved navn »Et ufedt budskab« i gang, der skal belyse sammenhængen mellem overvægt og alvorlige kræftsygdomme.

»Fire ud af ti kræfttilfælde kan forebygges. Derfor er det vigtigt at se på årsager til overvægt og tage hul på den svære samtale om de sundhedsmæssige konsekvenser og løsninger. Det er en vigtig, men også svær opgave, da overvægt er et følsomt emne at tale om,« siger Mette Lolk Hanak.