Kongehuset har udsigt til en ganske pæn stigning i ydelser til næste år.

Det fremgår af det finanslovsforslag, regeringen i sidste uge præsenterede. Her budgetteres nemlig med, hvad udgiften til kongehuset forventes at være det kommende år på.

Her fremgår det, at dronning Margrethe skal modtage 91,4 millioner kroner i apanage næste år. Det er 3,6 millioner kroner mere end sidste år og en stigning på 4,1 procent, skriver Ekstra Bladet.

Statsydelsen dækker hoffets omkostninger til personale, drift, administration, it, ejendomme og sikkerhed – samt Dronningens private omkostninger. 1,4 millioner kroner går til prinsesse Benedikte.

Kronprins Frederik, prins Joachim og grev Ingolf skal modtage 28,1 millioner kroner i årspenge mod de 27,3 millioner, de modtog sidste år. Årspengene skal dække personale- og driftsomkostninger samt private omkostninger.

Mens kronprinsen står til at få 22,3 millioner kroner, hvoraf 2,2 skal sendes videre til kronprinsesse Mary, skal prins Joachim have 3,9 millioner kroner. Grev Ingolf skal modtage 1,9 millioner kroner.

Statens ydelse til regenten og årpengene er indskrevet i Civillisteloven og reguleres med udviklingen i de statslige lønninger.

Opdateret 6. september 2022: I en tidligere udgave fremgik det, at der var tale om en lønforhøjelse til kongehuset – og at det er regeringen, der har fastsat beløbet. Det er ikke tilfældet.