Kongehuset optræder i ny reklame for stor sportsbegivenhed

Der er nu under 100 dage til, at startskuddet lyder – og det fejrer kronprins Frederik i en reklame optaget midt på Amalienborg.

Amalienborg er blot en af de steder, der er i centrum for Tourens etaper. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkivfoto)

Han er frømand, sportsmand og ironman – og især har kronprins Frederik en kærlighed for sejladssport, løb og cykling.

Med sidstnævnte er Danmark kommet på verdenskortet, siden det blev annonceret, at cykelsportens prestigefyldte løb Tour de France i år skydes i gang midt i København.

I anledning af at der onsdag var 100 dage til, at startskuddet lyder i Indre By 1. juli, er Kronprinsen med i en ny reklame optaget midt på Amalienborg – hvor han til anledningen er klædt i lycra.

Slotspladsen er blandt de steder, som passeres på den 13 kilometer lange enkeltstart, og dermed glæder kronprins Frederik sig til at modtage rytterne, når de suser forbi, siger han i videoen.

For kronprinsesse Mary kommer det næppe som en overraskelse at se sin husbond i cykeltights på Amalienborg Slotsplads.

I sin tale til Kronprinsens 50-års fødselsdag bemærkede kronprinsessen således, at hendes ægtefælle kom »i mange forklædninger«.

»Det er aldrig givet på forhånd, om du kommer ind ad døren i uniform, jakkesæt, våddragt eller som »mamil«,« som hun sagde og fortsatte:

»Til dem, der ikke kender begrebet »mamil«, kan jeg sige, at det er en engelsk betegnelse, der er optaget i Oxford English Dictionary, for en voksende subkultur af »middle-aged men in lycra, who ride expensive racing bicycles, wearing professional style body-hugging jerseys and shorts«.«

Kronprinsesse Mary påpegede, at der var delte meninger om, »hvorvidt lycra og mænd på plus 40 er en god kombination«.

Nu kan alverdens Tour-fans i hvert fald danne deres egen mening.

Touren kommer til Danmark i tre etaper – en i København, en fra Roskilde til Nyborg og en fra Vejle til Sønderborg: