Det er ikke mere end et par måneder siden, at udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) udtalte til Jyllands-Posten, at man ikke bør kigge ned i jorden, når man henter sine børn lige før daginstitutionernes lukketid.

»Gå med rank ryg. Du har intet at skamme dig over. Vær stolt over det kæmpe bidrag, du leverer til samfundet,« lød det. 

Det bidrag kan nu blive lidt sværere at levere, og flere forældre kan nu ende i en situation, hvor de skal løbe hurtigere for at nå at hente deres børn fra daginstitutionerne, før de lukker.

For der skal spares i flere danske kommuner.

Spareplanen betyder helt konkret, at daginstitutionerne i de berørte kommuner vil have åbent færre timer, skriver TV 2.

Som det er nu, må daginstitutionerne i Københavns Kommune have åbent mellem 47 og 55 timer om ugen.

Det tal skal nu ned mellem 46 og 54 timer. I praksis har institutionerne dog i gennemsnit åbent mellem 49 og 51 timer, som det ser ud i dag.

Andre berørte kommuner er Esbjerg, Aalborg, Aarhus og Vejle, skriver Jyllands-Posten

Avisen har talt med et forældrepar i Esbjerg, hvis børns institution i år nedsætter den ugentlige åbningstid fra 52 timer til 50 timer.

Det betyder, at børnene skal hentes senest klokken 15.15 om fredagen og 16.30 de resterende dage.

»Det rammer alle«

Formand for Forældrenes Landsorganisation (FOLA) Signe Nielsen frygter, at de nye åbningstider vil stresse forældre, og at institutionerne vil have ekstra travlt op mod lukketid.

»Det rammer dem med skæve arbejdstider. Det rammer kontorfolkene, det rammer alle. Og det går ikke, for så kan man simpelthen ikke have en fuldtidsstilling,« siger hun til TV 2.

I et svar til TV 2 skriver børne- og ungdomsborgmester i København Jakob Næsager (K), at der »desværre« er færre penge til rådighed, men at prioriteten er, at der er flest mulige voksne, mens børnene er institutionerne. 

Han uddyber, at ved at skrue på åbningstiderne kan ledelsen i institutionerne gøre det i samarbejde med forældrebestyrelsen og sørge for, at det rammer færrest muligt.

»I stedet for at smøre pædagogtimerne ud over en lang åbningstid vil vi hellere have, at institutionerne er åbne en time mindre om ugen, hvor der i stedet er flere voksne til stede,« siger Jakob Næsager til TV 2.