Kommunalt ansatte i Odense må ikke ryge i arbejdstiden.

Snart kan det også blive forbudt at sætte en lille, hvid pose op under overlæben.

Onsdag skal kommunens økonomiudvalg tage stilling til, om den nuværende rygepolitik skal udvides fra at gælde cigaretter og e-cigaretter til at omfatte alle former for tobak og nikotin.

Det omfatter blandt andet røgfrie produkter som tyggetobak og snus.

Der tegner sig et flertal for en strammere nikotinpolitik, skriver TV 2 Fyn.

De Konservative kalder ændringen for »fornuftig«. Socialdemokratiet tror på, at færre måske vil begynde at bruge produkterne, mens andre måske vil søge hjælp til at stoppe.

Hos Venstres Christoffer Lilleholt er holdningen en anden.

»Jeg synes selv, borgerne skal bestemme, hvis andre ikke bliver generet af det nikotinprodukt, de bruger. De steder, hvor de kan være særligt problematisk at bruge snus eller lignende, forventer jeg, at leder og medarbejder kan have en god dialog om det lokalt,« siger han til TV 2 Fyn.

Flere unge tager snus

Det er især blandt de danske unge, vi de seneste år har set en udbredelse af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter.

I begyndelsen af 2020 brugte 9,1 procent af 15-29-årige dem, viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.

I 2022 var andelen steget til 12,9 procent.

Nikotintyggegummi, som er klassificeret som et såkaldt rygeafvænningsprodukt af Lægemiddelstyrelsen, er undtaget fra forslaget.

Hvis Økonomiudvalget vedtager ændringen, skal den endeligt vedtages på et byrådsmøde senere på året.

Aalborg og Slagelse Kommuner har allerede indført lignende politikker, skriver DR.