Frederiksberg Kommune frifindes i en sag, hvor den blev beskyldt for at have ført mangelfulde tilsyn med det kritiserede bosted Caroline Marie.

Det oplyser Retten på Frederiksberg, der mandag har afsagt dom i civilsagen, til Ritzau.

En kvinde samt pårørende til to andre unge kvinder havde stævnet kommunen og krævede 300.000 kroner hver i erstatning.

De har beskyldt Frederiksberg Kommune for at have svigtet i tilsynet med bostedet Caroline Marie.

Byretten har mandag frikendt kommunen.

Samtidig er sagsøgerne blevet dømt til at betale sagens omkostninger på 150.000 kroner.

Voldtægter, selvmord og ulovlige forhold mellem Caroline Maries ansatte og beboere fandt i 2021 sted på bostedet.

Det har Jyllands-Posten afdækket på baggrund af retsdokumenter, aktindsigter, dagbøger og samtaler med 20 kilder.

De pårørende til to unge kvinder, der efter opholdet begik selvmord, er blandt sagsøgerne. Den ene af de afdøde var blevet udsat for et seksuelt overgreb.

Advokatfuldmægtig ved Pramming Advokater Viktor Kieler Herskind har ført sagen for sagsøgerne. Han fortæller, at de er skuffede over rettens dom.

Viktor Kieler Herskind mener, at retten har overset nogle væsentlige elementer.

For sagen handler ikke kun om kommunens tilsyns- og handlepligt.

Ifølge den advokatfuldmægtige er der også tale om, hvorvidt kommunen har krænket kvindernes menneskerettigheder.

- De lægger meget vægt på de danske regler og forpligtelser. Men selv hvis du fjerner alt dansk lovgivning, er der stadig nogle internationale menneskerettigheder, der beskytter udsatte borgere, som der er tale om i denne sag, siger han til Ritzau.

Sagsøgerne overvejer ifølge Viktor Kieler Herskind, om de skal anke dommen til Landsretten.

/ritzau/