Dagligvarebutikker, kiosker og tankstationer over hele landet døjer med store mængder af pakker, som hober sig op.
Det sker som følge af ekstraordinær stor handel i forbindelse med Black Friday samt julen, som står for døren.
Problemet er »mange steder« temmelig stort. Pakkeshops mangler kapacitet, fordi hylderne er fyldt til bristepunktet, skriver brancheorganisationen De Samvirkende købmænd (DSK), der har eksempelvis Meny, Circle K og 7-Eleven som medlemmer, i en pressemeddelelse.
Danskerne bør komme og hente deres pakker, lyder opfordringen nu fra De Samvirkende Købmænd (DSK). Flere butikker har allerede benyttet deres Facebook-sider til at komme med samme opfordring til de pakkebestillende danskere.
»Det kan være fristende at samle sine afhentninger, til alle indkøb er ankommet, men så meget kapacitet har mange pakkeshops ikke. Derfor er opfordringen til kunderne, at de får hentet deres pakker, når de får besked om, at pakken er ankommet,« skriver organisationen.
De Samvirkende Købmænd forsikrer ifølge pressemeddelelsen om, at der bliver gjort »rigtig meget« for at løse pakkeproblemerne.
»Det er alt fra ekstra bemanding til etablering af udleveringssteder andre steder – i eller uden for butikken, men det er ikke altid nok. Derfor vil vi rigtig gerne opfordre til, at kunderne hjælper til og får hentet deres pakker i takt med, at pakkerne ankommer i butikkerne,« siger administrerende direktør Jannick Nytoft fra De Samvirkende Købmænd.

