Mandehørm. Drengepige. Tudeprins.
Sådan lyder de tre »kønnede« ord, som Københavns Kommune i et Facebook-opslag opfordrer forældre til at snakke med deres børn om.
Opfordringen har siden vakt stor debat. Fra flere røster har det lydt, at kommunen ikke skal blande sig i, hvad forældre snakker med deres børn om, og i det hele taget, hvordan forældre opdrager deres børn.
Men den heftige kritik af opslaget er et udtryk for, at nogle bare står klar til at føle sig truffet. Det mener Christopher Røhl Andersen, som er gruppeformand og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre.
»Der kommer hele tiden opslag fra kommunen. Nogle opslag fænger mere end andre, og det her er et rimelig godt eksempel på, at nogle bare står klar til at føle sig truffet. Der tror jeg, man må trække vejret ind og forholde sig til det spørgsmål, der er rejst: Hvordan skal vi tale til hinanden?« siger Christopher Røhl Andersen.
I opslaget deler Københavns Kommune en video for kampagnen »Lige køn leger bedst!« fra den private interesseorganisation Sex og Samfund, der modtager offentlige støttemidler. I selvsamme opslag opfordrer Københavns Kommune til, at de kønnede ord tages op i familien, fordi vi lever med en række forældede forestillinger om køn.
For at fremme ligestilling, kan forældre således starte med at snakke om »det skøre« i begreberne mandehørm, drengepige og tudeprins over aftensmaden, lyder kommunens opfordring.
Forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen troede efter alt at dømme ikke sine egne øjne, da han så opslaget:
»Det må da være en falsk profil (bag opslaget, red.),« skrev han på Twitter.
Jakob Næsager, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Konservative, kalder opslaget for »helt forrykt«.
»Folks ordvalg er ikke en kommunal opgave. Vi begynder forhåbentligt heller ikke at blande os i, hvilke farver tøj, børnene har på. Det må høre forældreskabet til,« siger Jakob Næsager.
»Blæst unødvendigt stort op«
Københavns Kommune slår dagligt flere beskeder op på Facebook, og derfor mener Christopher Røhl Andersen, at det omtalte opslag er blæst unødvendigt stort op.
»Jeg synes, det er vigtigt og fint, at man går ind i Facebooktråden og diskuterer. Det er fair. Men at man ligefrem går ind og siger, at kommunen ikke kan være med til at rejse de spørgsmål – det er, efter min mening, at skyde ved siden af. For det mener jeg godt, man kan,« siger Christopher Røhl Andersen.
Kommunalansatte såsom pædagoger og lærere påvirker allerede, hvordan forældre opdrager deres børn, og derfor er opfordringen til at snakke om de kønnede ord helt legitim, mener Christopher Røhl Andersen.
»Opslaget ligger i fin forlængelse af, hvordan vi diskuterer opdragelse i vores børneinstitutioner. At vi rykker det ind på en Facebookside er ikke meget anderledes, end at pædagogen siger det over hækken, når vi afleverer barnet i børnehaven. Det er selvfølgelig bare et mere offentligt rum, men jeg synes, at princippet er det samme,« siger han.
Laura Rosenvinge er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet. Hun mener også, at Facebookopslaget er på sin plads.
»Jeg synes, det er helt fint, at kommunen kommer med den opfordring. Der er forskel på at tvinge folk til at gøre noget og så komme med en opfordring i et Facebookopslag,« siger hun.
Københavns Kommune oplyser til Berlingske, at man indtil videre har brugt 700 kroner på at promovere kampagnevideoen fra Sex og Samfund på de sociale medier.