Københavns Universitet lukker helt for sociale aktiviteter og gør vejledning virtuel
De næste 14 dage byder på endnu flere forandringer midt i en coronatid på landets to største videregående uddannelsesinstitutioner.

De næste 14 dage byder på endnu flere forandringer midt i en coronatid på landets to største videregående uddannelsesinstitutioner.

Københavns Universitet (KU) opruster nu på flere fronter i kampen mod spredningen af coronavirus.
Oprustningen er en reaktion på regeringens udmelding mandag om, at det er nødvendigt at indføre en række nye restriktioner i foreløbig 14 dage i bl.a. hovedstadsområdet for at forhindre yderligere spredning af covid-19.
Regeringen anbefaler bl.a. »at aflyse alle sociale arrangementer ifm. grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser« samt »skærpet afstandskrav og andre smitteforebyggende tiltag på skoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser«.
På landets største videregående uddannelsesinstitution betyder det ifølge vicedirektør Jasper Steen Winkel:
Der kan ikke være receptioner eller sociale arrangementer »overhovedet« de næste 14 dage.
Al vejledning af studerende vil blive virtuel eller telefonisk de næste 14.
Campus vil ikke være døgnåbent, men lukket efter arbejdstid de næste 14 dage.
»Vi lukker for alle sociale aktiviteter. Dvs., at man heller ikke kan drikke en kop kaffe med sine studiekammerater eller kollegaer efter arbejde,« forklarer han:
»På universitetet altså.«
Han understreger, at KU i forvejen »kører på halvt blus« pga. corona.
Det betyder, at cirka halvdelen af undervisningen i snit er online, akkurat som der heller ikke er fredagsbar.
»Vi kører allerede universitetet med så lidt social aktivitet som muligt,« siger han.
Jasper Steen Winkel tilføjer, at holdene allerede er blevet delt op i mindre størrelser – nogle steder 50-60 studerende, andre steder 30 studerende.
»Vi forsøger at prioritere, at førsteårsstuderende kan være på campus. Der, hvor vi har mest virtuel undervisning eller restriktioner, det er for dem, der er godt i gang med deres bachelor eller kandidat,« siger han.
På landets næststørste videregående uddannelsesinstitution, Københavns Professionshøjskole (KP), må hold fra tirsdag ikke være på mere end 50 personer i et lokale, ligesom så meget som muligt af det administrative personale bliver sendt hjem.
»Men vi vil forsøge at fortsætte så meget som muligt med fysisk undervisning,« fortæller ressourcedirektør Søren Eriksen.
Han tilføjer, at KP i forvejen har indkøbt 600.000 mundbind, som studerende kan få udleveret gratis på campus, hvis de ønsker det.
På CBS er alle sociale arrangementer også aflyst de næste 14 dage, oplyser uddannelseschef Wilbert van der Meer.
Dertil kommer, at alle de medarbejdere, der kan, opfordres til at arbejde hjemme.
»Vi kigger på, hvad vi kan gøre omkring afstand, der lige nu er en meter,« siger han:
»Det kan blive svært, vi bruger i forvejen kun hver anden plads i lokalerne,« siger han og tilføjer, at cirka halvdelen af undervisningen i dag er online pga. corona.
På DTUs hjemmeside fremgår det, at »alle medarbejdere skal arbejde hjemme i videst mulig omfang, og »alle sociale arrangementer er aflyst, både for medarbejdere og studerende«.