Københavns Kommune sender nu ansatte på arbejde enten juleaften eller nytårsaften: »Vi har nået bunden af kommunekassen«
Det er blandt andet på specialområdet, hvor udgifterne er blevet højere, end der er budgetteret med.

Det er blandt andet på specialområdet, hvor udgifterne er blevet højere, end der er budgetteret med.

Økonomien er i bund.
Og nu rammer det de ansatte.
Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har på et møde torsdag bakket op om at fjerne en kutymefridag for administrativt ansatte ACere og HKere i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Det skriver DM Akademikerbladet.
Det betyder, at der for ansatte i forvaltningen ikke længere vil være betalt frihed enten juleaftensdag eller nytårsaftensdag.
Det sker som følge af effektiviseringer for 66,2 millioner kroner. Og effektiviseringerne vil også betyde mindre rengøring i daginstitutioner, dyrere skolemad og nedlæggelse af cirka 20 stillinger.
»Vi har nået bunden af kommunekassen. Der var ikke penge nok til at dække specialområdet og heller ikke børneområdet,« siger Rasmus Steenberger, medlem af Børne- og Ungdomsudvalget for SF, til DM Akademikerbladet.
Det er blandt andet på specialområdet, at udgifterne er blevet højere end ventet. Siden man lagde budgettet for 2024, er udgifterne steget med hele 40 millioner.
Rasmus Steenberger påpeger, at regeringen via kommuneaftalen har pålagt kommunerne at finde besparelser specifikt på det administrative område.
Da Københavns Børne- og Ungdomsudvalg lagde budget for 2024, lød meldingen, at budgettet »er i balance med de tilførte midler, og at der derfor »ikke er behov for at reducere yderligere i budgetudmeldingen«.
Men det har altså ændret sig.
Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jakob Næsager (K) har tidligere sagt til Berlingske, at den nye udgift på specialområdet skyldes, at 165 københavnske børn er blevet visiteret til specialskoler og specialtilbud siden budgetforhandlingerne.
»Når børnene er blevet visiteret til et specialdagtilbud, og der er en udgift forbundet med det, så har vi pligt til at anvise en finansiering. Hvis det havde været kendt, at børnene var blevet visiteret til specialområdet, så havde det selvfølgelig været med i budgetaftalen.«
I september satte udvalget 106 millioner kroner af til specialområdet. Med de yderligere 40 millioner kroner estimerer man allerede, at udgifterne til specialområdet i 2024 stiger med 42 procent – selvom budgetåret endnu ikke er gået i gang.
Politikerne på Københavns Rådhus har dog tidligere kæmpet hårdt for netop at holde fast i helligdage.
For da resten af landet holdt store bededag for sidste gang i maj, meddelte Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, at de fortsat vil kæmpe for den ekstra fridag.
Københavns Kommune er på forslag fra Dansk Folkeparti endnu ved at undersøge, om hovedstaden kan gå enegang og holde fast i store bededag som fridag i fremtiden.
Et forslag, der fik opbakning af Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance, Alternativet, SF og Enhedslisten.
Hvor realistisk er det, at I kan holde fast i store bededag, når landets regering har vedtaget at afskaffe den?
»Det kommer an på, hvad juristerne når frem til. Men det er os, der fastsætter, hvornår skolerne holder fri, og hvornår vi lukker daginstitutionerne. Det er en kommunal opgave, så det kan jeg ikke se, at der skulle være noget til hinder for,« sagde teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfoed (EL), til Berlingske.