Tidligere i denne uge måtte politikerne på Københavns Rådhus vinke farvel til gratis adgang til Tivoli.
Men på Christiansborg holder man fast i de gratis årskort til forlystelsesparken, som politikerne i mange år har modtaget.
Det slår Folketingets formand, Søren Gade (V), nu fast over for DR.
Efter at det i april kom frem, at Tivoli årligt tilbyder et antal kort i gave til en række samarbejdspartnere og politikere, indledte Folketingets Ombudsmand sidste måned en undersøgelse af borgerrepræsentationsmedlemmers modtagelse af guldkort til Tivoli.
Tirsdag var meldingen fra Københavns Kommune så, at ordningen med gratis adgang bliver droppet. Kommunens ansatte og politikere må ikke længere tage imod årskort fra Tivoli.
Ifølge Ombudsmanden er kommunalpolitikernes modtagelse af Tivoli-kort imod principperne om, at offentligt ansatte ikke må modtage gaver eller andre fordele:
»Reglerne om, at offentligt ansatte som klart udgangspunkt ikke må modtage gaver fra borgere eller virksomheder, medvirker til at sikre, at der ikke kan stilles spørgsmål ved, at det offentlige handler sagligt og upartisk«, sagde han.
»Der er stor forskel«
Til DR siger Søren Gade, at der er forskel.
»Der er stor forskel på at være kommunalpolitiker og folketingspolitiker. Folketinget er som parlament ikke en forvaltningsmyndighed og ikke underlagt forvaltningsloven. De beslutninger, man træffer ude i kommunerne, har direkte indflydelse på eksempelvis Tivoli, det har vores beslutninger ikke. Folketingsmedlemmer er rene i den forstand, at de ikke er underlagt forvaltningsloven, så de kan modtage det uden at komme i karambolage med lovgivningen,« siger han.
Til samme medie vurderer Sten Bønsing, professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, at det i udgangspunktet er korrekt, at der er forskellige regler, som gælder for politikere i byråd og på Christiansborg.
Samtidig understreger professoren dog, at folketingsmedlemmer er omfattet af bestikkelsesreglen i straffeloven. I praksis er der dog en ikke nærmere defineret grovhedsgrænse for, hvilke gaver folketingsmedlemmer må modtage.
Et Tivoli-guldkort, som der er tale om, har en værdi af 1.399 kroner. Det giver gratis adgang til Tivoli for modtageren og op til fire ekstra personer.