København er nærmest et pragteksemplar, når man kigger på, hvor meget CO₂ borgerne bruger inden for bygrænsen.

Men hvis man kigger på, hvad københavnernes forbrug fører til af CO₂-udledning uden for kommunegrænsen, er billedet et helt andet. 

Derfor har Københavns Teknik- og Miljøudvalg mandag aften besluttet, at det skal være et mål at halvere CO₂-udledningen fra københavnernes forbrug i det videre arbejde med den kommende Klimaplan 2035.

Det skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i en pressemeddelelse.

En del af denne halvering vil blive hjulpet på vej af udviklingen, skriver forvaltningen. Derfor forventes det, at gennemsnitskøbenhavneren skal sænke sit forbrug med tre ton for at nå dette mål.

Og det kan komme til at ramme københavnernes dagligdag.

Forvaltningen skriver blandt andet, at for at nå målet skal der gennemføres ændringer inden for fødevarer, byggeri og bolig, mobilitet, rejser og oplevelser, forbrugsprodukter, energiforbrug og kommunens indkøb.

»De store kilder til københavnernes udledning af CO₂ er maden, transporten og boligen. Ændringer her kommer meget tættere på vores hverdag og vaner, end ændringer i vores varme- og elforsyning, som den enkelte forbruger ikke mærker direkte,« siger Line Barfod i pressemeddelelsen.

Ti ton CO₂

I 2026 forventes det, at den gennemsnitlige københavner inden for bygrænsen kun udleder ét ton CO₂ årligt, og København vil dermed være i mål med, hvad en verdensborgers CO₂-udledning skal være nede på i år 2050 for at kunne leve op til Parisaftalens mål. 

Uden for bygrænsen udleder den gennemsnitlige københavner dog hele ti ton om året, og det er altså langt over den gennemsnitlige verdensborgers udledninger på seks ton.

»København har nedbragt udledningerne inden for kommunegrænsen enormt meget det seneste årti, også selvom der fortsat mangler nogle store tiltag som en trængselsafgift og CO₂-fangst på ARC (Amager Ressourcecenter, red.),« siger Line Barfod og fortsætter:

»Udover det er der ikke meget mere, vi kan gøre inden for bygrænsen, hvis det virkelig skal nytte. Derfor må vi også begynde at lave planer og mål for vores forbrug og den del af CO₂-udledningen, der sker uden for byen.«

Klimaplan 2035 skal endeligt vedtages af Borgerrepræsentationen ultimo 2024.