Københavnerne kan se frem til at bruge mindre tid på irriterende problem i hjemmet

Københavnerne har længe været vant til noget af landets mest kalkholdige vand. Men senere i år vil forbrugerne de fleste steder i København få leveret blødere vand og dermed kunne spare rengøringstid på at fjerne kalk.

Blødere vand er på vej til københavnerne. Allerede fra sidst på sommeren kan beboere på Østerbro, Nordvest og Indre By glæde sig over mindre kalkholdigt vand. Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Københavnerne kan inden længe se frem til at bruge mindre tid på at rense elkedlen og skure badeværelset for kalk.

I dag er københavnernes vand hårdt, hvilket betyder, at det er mineralholdigt og indeholder meget kalk, der kan sætte sig fast.

Men HOFOR, der leverer vand til Københavns Kommune og flere omegnskommuner, vil blødgøre vandet, så københavnerne kan få den samme oplevelse som vestjyderne får i dag.

Det skriver Politiken.

Ifølge HOFOR vil der ske et stort fald i vandets hårdhed. Hårdhedsgraden lyder i dag på 17 til 25 dH, og målet er, at hårdheden bliver nedsat til 10 til 12 dH, som er middelhårdt vand.

Fra tredje kvartal i år kan forbrugerne på Østerbro, Nordvest, Indre By, Nørrebro, Brønshøj, Vanløse og Valby se frem til blødere vand med en hårdhed på 12-16 dH. Sydhavn og Vesterbro påvirkes kun lidt, mens Amager ifølge avisen må vente til 2026.

Omstillingen sker ved, at HOFORs syv vandværker får installeret blødgøringsanlæg.

»Vandet fra Søndersø-værket bliver blandet med andet vand, så hårdheden kan variere, indtil vi kommer i mål med den endelige hårdhedsgrad på 10-12 dH. På det tidspunkt vil man stadig kunne se aflejring af kalk i elkedlen, men det vil være langt mindre, end man har været vant til,« siger Susanne Lykke Jacobsen, der er programleder for HOFORs udrulning af blødt vand, til Politiken.

Borgerne i Brøndby har allerede fået blødgjort vandet, og undersøgelser viser ifølge Politiken, at indbyggerne ikke blot har kunnet spare tid på rengøring, men også kunnet skære en tredjedel af vaskemiddelforbruget.