Opdateret

Kø efter trafikulykke på Storebælt er afviklet

To biler kørte søndag sammen på Storebæltsbroen. Det gav kø, men nu glider trafikken igen.

Der var søndag eftermiddag forlænget rejsetid på Storebæltsbroen, efter at to personbiler var kørt sammen. (Arkivfoto). Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Der opstod søndag kø på Storebæltsbroen i retning mod Sjælland efter en ulykke.

Kort før klokken 19.00 lyder meldingen, at køen er afviklet, og at broen er åben for biltrafik.

Det skriver Sund & Bælt på X.

Tidligere var et af broens spor spærret, mens der pågik oprydningsarbejde efter ulykken.

Ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi drejede det sig om to biler, der var kørt op i hinanden.

Ingen kom til skade i forbindelse med ulykken, og man har forladt stedet, lyder det.

Oprydningen tog omkring en time, og mens man forsøgte at få afviklet køen, lød det, at man skulle forvente en forlænget rejsetid på cirka 30 minutter.

/ritzau/