Søndag var dagen, hvor lysene på det store juletræ på Rådhuspladsen i København traditionen tro skulle tændes på første søndag i advent.
Men det var ikke kun forventningsfulde københavnere og turister, der var dukket op i dagens anledning.
Også fire klimaaktivister fra gruppen »Nødbremsen« havde taget varmt tøj på og trodset kulden.
Men de var ikke kommet for at se træet blive tændt.
To af aktivisterne havde således medbragt noget, der lignede brandslukkere, som var fyldt med orange maling – og omkring klokken 12 tømte de indholdet ud over juletræet.
På gruppens hjemmeside skriver Nødbremsen, at pointen var at vise, hvordan »børnenes statsminister smadrer børnenes fremtid«.
»Julen er børnenes fest. Det klimakollaps, som vi står i, og som regeringen aktivt eskalerer, rammer mest af alt vores børn: Det er deres fremtid, der står på spil. Lad os bruge denne folkelige højtid til at minde hinanden om, hvad vi står til at miste, og hvad der er værd at kæmpe for,« siger Antonie Mørch, deltager i Nødbremsen, til hjemmesiden.
Gruppen ønsker blandt andet, at planerne om 15 nye danske motorveje bliver droppet.
Berlingske arbejder på at få en kommentar fra Nødbremsen.
Sigtet for hærværk
Mikkel Bjørn, der er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, har på det sociale medie X delt en video af optrinet og skrevet sin ærlige mening om aktivisterne.
»Klimaaktivister – eller nærmere bestemt en gruppe selvoptagede møgunger – har valgt at ødelægge juletræet på Rådhuspladsen, der er til glæde for børn og familier her i december,« skriver han:
»Det har de gjort, fordi de selv synes, at de er så interessante og vigtige, at alle andres hverdag skal sættes på pause og ødelægges for at høre på dem. Mage til ulidelig selvretfærdighed skal man godt nok lede længe efter.«
Mikkel Bjørn ønsker i øvrigt, at »fjolserne« får kul i julegave de næste ti år.
Og så håber han, at Københavns Politi retsforfølger dem for hærværk.
Sidstnævnte er gået i opfyldelse.
Københavns Politi fortæller således til Berlingske, at det tilstedeværende politi anholdt to personer og sigtede dem for hærværk.
Aktivisterne er blevet løsladt igen, men kan altså se frem til en retssag.
