En kendt seriesvindler har fredag tilstået sin rolle i en sag om momssvig og kreditbedragerier.
Det skriver Ekstra Bladet.
Per Hansen - som tidligere har gået under navnene Per Ulrich Karpf og Per Ulrich Andersen - blev idømt et års fængsel af Retten i Roskilde.
Den 44-årige, som tidligere er dømt, modtog dommen.
I en retsmødebegæring er det beskrevet, hvordan Per Ulrich Karpf ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) stod bag momsunddragelse for samlet 600.000 kroner.
NSK beskriver også, hvordan den 44-årige dømte angiveligt både fik fat i gavekurve, gavekort og leasede maskiner uden at betale for dem.
Ifølge Ekstra Bladet forklarede Karpf i retten, at gavekortet, som var til en luksusspa i København, var for at forkæle hans kæreste.
For nogle år siden tiltrak Per Ulrich Karpfs optræden i det københavnske natteliv sig også ekstra omtale.
Den kriminelle karriere går mange år tilbage og er omtalt i bogen "Rede Penge", som journalisterne Bo Elkjær og Niels Sandøe står bag.
Blandt andet fik Per Ulrich Karpf påbud mod at drive virksomhed i forbindelse med en dom i 2006.
Imens han afsonede den dom i Jyderup Fængsel, lykkedes det ham og en bistandsklient at franarre et hus fra en fængselsbetjent.
Per Ulrich Karpf er inden fredagens dom senest dømt i februar 2024. Her tilstod han millionbedrageri og medvirken til hvidvask. For det fik han tre et halvt års fængsel.
Man kan læse i retsmødebegæringen, at gerningsperioden i den aktuelle sag strækker sig fra sidste halvdel af 2024 til starten af 2025.
Dog er det også blevet til frifindelser igennem årene. En fødselsdagsfest i 2006 på natklubben Nasa i København kostede 150.000 kroner, hvor han fejrede, at han netop var gået fri i en sag om falske banker, bedrageri og kreditsvindel, fremgår det af bogen.
/ritzau/
