Offeret fra en sag med en detoneret håndgranat på Amager i mandags er død af sine kvæstelser.

Det oplyser Københavns Politi torsdag.

Eksplosionen skete mandag ved 18-tiden i en gård på Kurvemagerstien, og den 31-årige mand fik alvorlige skader.

Manden, der var far, har ifølge Ekstra Bladet været stærkt engageret i frivilligt arbejde. Han kom til Danmark på flugt fra krig.

Tilsyneladende blev han et tilfældigt offer i en københavnsk bandekonflikt, har Ekstra Bladet rapporteret.

I sagen er fire unge varetægtsfængslet. Dels to mænd, der er henholdsvis 19 og 20 år, og dels to kvinder på 22 og 26 år.

Politiet mistænker de to mænd for at have bragt håndgranaten til sprængning, mens kvinderne sigtes for nogle timer forinden at have givet håndgranaten til en af mændene. Det skal være sket ved en Netto-forretning i Skovlunde.

Alle fire har nægtet sig skyldige i retsmøder i Dommervagten i København, men retten har vurderet, at mistanken er begrundet.

Han afgik ved døden sent onsdag aften, oplyser politiet, som allerede tidligt i forløbet signalerede, at mandens skader var meget omfattende.

Ved grundlovsforhør med de anholdte blev det således oplyst i sigtelsen, at offeret forventedes at dø.

Efter de fire anholdelser og fængslinger er sagen dog langt fra opklaret, lyder det fra Københavns Politi. Der "pågår stadig intens efterforskning", lyder det.

Oprindeligt blev de to mænd sigtet for forsøg på manddrab. Og det er nævnt som selvstændig forbrydelse, at de var i besiddelse af håndgranaten på offentligt sted. Ifølge politiet var det den 20-årige, der kastede håndgranaten ind i gården.

Det forventes, at sigtelsen mod de unge mænd vil blive ændret som følge af den 31-åriges død.

I Københavns Politi er det afdelingen for organiseret kriminalitet, som efterforsker sagen. Endnu har politiet ikke udtalt sig om et muligt motiv.

/ritzau/