Vil du være med i en eksklusiv skare, som tæller kronprins Frederik og få hundrede andre, der siden 1957 har klaret sig gennem nåleøjet?

Hvert år søger hundredvis af håbefulde unge ind til Danmarks maritime specialoperationsstyrke på Frømandsskolen. Heraf gennemfører en håndfuld hvert år uddannelsen og bliver frømænd.

»Som frømand er du særligt udvalgt, uddannet og udrustet til at løse en lang række specialopgaver,« skriver Forsvaret i et karrierefremstød op mod ansøgningsfristen 30. april.

»Hvis du mener, at du har det, der skal til for at være en del af en specialenhed og er klar til at løse de farligste, mest krævende opgaver i Forsvaret, hvor din egen og andres overlevelse ofte er involveret, så bør du måske være den næste frømand?«

Selvom det ifølge Forsvaret kræver 90 procent mental styrke at blive en del af specialstyrkerne, skal du også bestå en optagelsesprøve, som i den grad stiller krav til din fysiske formåen.

I 2017 blev Frømandskorpsets 60-års jubilæum markeret på Marinestation Kongsøre.
I 2017 blev Frømandskorpsets 60-års jubilæum markeret på Marinestation Kongsøre. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Optagelsesprøvens fem dele

Optagelsesprøven er delt op i fem såkaldte »selektioner«, hvor hvert trin skal gennemføres tilfredsstillende, for at du kan gå videre til det næste.

Prøven indeholder blandt andet følgende elementer:

1. Fysisk test (en dag)

  • En løbetest, hvor du skal løbe 2.900 meter på 12 minutter

  • En styrketest bestående af split squats med 20 kilo vægt, dips, kropshævninger og 35 burpees på to minutter, alle uden pause mellem gentagelserne

2. Udholdenheds- og styrketest (en dag)

  • Som del 1

3. Udvidet optagelsesprøve (fem dage)

  • Helbredsundersøgelse

  • 70 kilometer march i terræn med ti kilo oppakning

  • Fem kilometer støvleløb i terræn med ti kilo oppakning

  • 15 kilometer løb på maks. 85 minutter

  • 1.000 meter svømmetest på maks. 24 minutter

  • Undervandssvømningstest – 25 meter fra vandtrædning

  • Gummibådsøvelser, udholdenheds- og presøvelser, samarbejdsøvelser, terrænløb, bjærgningsøvelser i uniform og selvtillidsøvelser

4. Interview med psykolog og kommissionsvurdering af egnethed (en dag)

5. Dykkermedicinsk undersøgelse (en dag)

»Høj anerkendelse« i det private og offentlige

Kronprins Frederik gennemførte uddannelsen som frømand i oktober 1995.
Kronprins Frederik gennemførte uddannelsen som frømand i oktober 1995. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ud over optagelsesprøven listes en lang række krav til dit helbred.

Dertil skal du kunne sikkerhedsgodkendes til »yderst hemmelig« og have bestået folkeskolens afgangsprøve med minimum 02.

Sluttelig skal du være mindst 21 år ved uddannelsesstart (under 31 år foretrækkes), være dansk statsborger og i stand til at erhverve kørekort.

Frømandsuddannelsen varer cirka ti måneder, og når den er gennemført, kan du blive fastansat frømand. Ifølge Forsvaret nyder specialstyrkeuddannelserne »høj anerkendelse blandt både private og offentlige ledere.«

»Ved at gennemføre en specialstyrkeuddannelse beviser du, at du er målrettet, og under hårdt pres kan arbejde fokuseret både mentalt og fysisk. Det vil sige, at du som frømand også vil have gode muligheder for job uden for Forsvaret, hvis du ønsker det,« lyder det.

Startlønnen for en frømand er 18.500-25.000 kroner, samt et specialoperationsstyrketillæg på mellem cirka 1.500 til 7.500 pr. måned, afhængig af de øvrige ansættelsesvilkår.

Frømandskorpsets fire mentale teknikker

På sin hjemmeside lister Forsvaret fire mentale værktøjer, som er afgørende, når du bliver presset eller skal yde maksimalt:

  1. Visualisering: Forsøg at se dig selv gennemføre en opgave eller visualiser noget rart for at flytte fokus fra noget ubehageligt.

  2. Vejrtrækning: Udåndinger bør være længere end indåndinger. Brug åndedrætsøvelser til at regulere stress og nervøsitet.

  3. Indre dialog: Vær opmærksom på negative tanker, og forsøg at tale støttende til dig selv. Også når du er presset.

  4. Mål og delmål: Sæt hele tiden mål og delmål, der er overskuelige. En elefant skal spises i små bidder.

Du kan læse mere på Forsvarets hjemmeside.