Opdateret

Jyske Banks frifindelse for negative renter er anket

1. september frifandt Sø- og Handelsretten Jyske Bank i en sag om indførsel af negative renter for kunder.

Sø- og Handelsretten afgjorde 1. september, at det ikke var i strid med loven, da Jyske Bank indførte negative renter i 2019. Det har Forbrugerombudsmanden valgt at anke. (Arkivfoto). Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Forbrugerombudsmanden anker en dom fra Sø- og Handelsretten, hvor Jyske Bank blev frifundet for at have opkrævet negative renter hos kunderne.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden er nemlig ikke enig i den fortolkning af forbrugeraftalelovgivningen, som Sø- og Handelsretten har lagt til grund i dommen.

Derfor er dommen anket til Højesteret.

1. september afgjorde Sø- og Handelsretten, at det ikke var ulovligt, da Jyske Bank i 2019 indførte negative renter for bankens kunder.

Banken blev blandt andet frifundet for påstande om, at det var i strid med lovgivningen, da renterne blev indført.

Derudover blev banken frifundet for påstande om, at det var i strid med hjemmel i bankernes aftale at indføre og opkræve negative renter.

Forbrugerombudsmanden mener, at sagen er principiel, fordi den vedrører spørgsmålet om, hvor præcist en bank skal beskrive sine muligheder for at ændre i aftaler med privatkunder uden først at have indhentet deres accept.

- Det er vores opfattelse, at det ikke fremgik klart og tydeligt af Jyske Banks aftalevilkår, at kunderne risikerede at skulle betale negative renter på deres opsparingskonti, udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen.

- Jyske Bank kunne heller ikke antage, at kunderne godt vidste, at de kunne komme i en situation, hvor de skulle betale for at have deres penge stående i banken, for på det tidspunkt var det aldrig sket før, at banker opkrævede negative renter på opsparingskonti.

Mens Jyske Bank blev frifundet for seks påstande i sagen, fik Forbrugerombudsmanden medhold i to.

Blandt andet skulle Jyske Bank anerkende, at vilkår om ikke at tilskrive privatkunder rentebeløb under en vis størrelse var ugyldige.

Det var Forbrugerombudsmanden, der i september 2023 stævnede Jyske Bank.

Jyske Bank var den første danske bank til at indføre negative renter tilbage i 2019, da renten nåede et usædvanligt lavpunkt.

Siden fulgte flere banker trop.

/ritzau/