Det har ikke haft den store betydning for afviklingen af torsdagens flytrafik, at luftrummet over lufthavnene i både Aalborg og Billund i en periode var lukket ned natten til torsdag.

I Aalborg fortæller salgs- og marketingdirektør Martin Svendsen, at man har måttet aflyse to afgange fra henholdsvis SAS og KLM, fordi flyene var blevet omdirigeret andre steder hen.

- Derudover har vi haft en enkelt forsinkelse på en af de andre afgange, men ellers har vi kunnet afvikle trafikken som planlagt, siger han.

I Billund Lufthavn varede lukningen af luftrummet kun en time, og det har ifølge pressechef Dan Prangsgaard været medvirkende til, at passagertrafikken har kunnet afvikles nogenlunde som normalt torsdag morgen.

- Vi har haft nogle ganske små forsinkelser på de første fly, der fløj ud i morges.

- Men ellers har det lykkeligvis ikke haft den store betydning for de rejsende, siger han.

Fra Københavns Lufthavn, hvor der ikke er blevet observeret droner natten til torsdag, lyder meldingen, at dagens afgange og ankomster ikke er påvirket af begivenhederne i det jyske.

Onsdag blev op mod 100 afgange fra København enten aflyst eller forsinket, efter at droneaktivitet ved lufthavnen i Kastrup aftenen og natten forinden betød, at luftrummet blev lukket for flytrafik i fire timer.

/ritzau/