»Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor Løkke har så hulens travlt. Der er jo ikke nogen brændende platform«

Det er aldrig godt at blive syg. Men når man alligevel bliver det, er Danmark et af de bedste steder, man kan befinde sig.

Det mener Torben Mogensen, tidligere lægelig direktør på Hvidovre Hospital og stadig levende engageret i dansk sundhedspolitik og udviklingen i det danske sundhedsvæsen.

»Danmark scorer meget højt i de internationale sammenligninger. Det er klart, at der findes hospitaler rundt om i verden, som kan give langt bedre behandling, end vi kan i Danmark, for eksempel Johns Hopkins i Baltimore og MD Anderson i Texas. Men den almindelige dansker får en meget bedre behandling end den almindelige amerikaner. Vi har en meget høj kvalitet af behandling i Danmark,« siger Torben Mogensen.

Derfor ærgrer det ham, når politikerne giver indtryk af større problemer i sundhedsvæsenet, end der vitterligt er. Og han kan også undre sig over, hvorfor det pludselig haster så meget for regeringen med at sætte en ny sundhedsreform i søen.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor han (Lars Løkke Rasmussen, red.) har så hulens travlt. Der er jo ikke nogen brændende platform,« siger han.

Noget af det, som sundhedsreformen især har fokus på, er at skabe bedre overgange mellem sygehus, kommune og den praktiserende læge.

»Og det er rigtigt, at der er behov for at styrke den trekant. Men det er et samarbejde, der er under udvikling alle steder. Mange af de problemer, man talte om for ti år siden, hvor hospitalet udskrev patienter, men glemte at sige det til kommunen – og så stod patienten ude på trappen i flere timer eller sad derhjemme i en stol i tre dage, uden at der kom nogen – de ting er stort set løst i dag,« siger Torben Mogensen.

»Langt de fleste kommuner har udskrivningskoordinatorer på hospitalerne, der orienterer kommunens sygeplejersker om patientens behov ved udskrivelsen. Så det samarbejde er i gang og har været det i mange år. Når der stadig kan opstå problemer i samarbejdet, er det, fordi feltet hele tiden udvikler sig og bliver mere og mere komplekst. Folk fejler flere og flere sygdomme, og vi kan gøre mere og mere for dem – for eksempel smerte- og symptomlindring for kræftsyge eller træning af sukkersygepatienter. Der er en masse ting, vi kan i dag, som vi ikke kunne for ti år siden, og det øger kravet til samarbejde mellem kommune, hospital og praktiserende læge. Men det er et samarbejde, der allerede er godt i gang.«

I dag foregår det samarbejde i regi af de fem regioner. Fremover skal det foregå inden for de i alt 21 sundhedsfællesskaber, som er en af Sundhedsreformens nyskabelser. Men derudover vil der ikke være den store forskel, mener Torben Mogensen.

»Der er én ny ting, som måske kan få betydning,« siger han og fortsætter:

»I sundhedsfællesskaberne får man ud over samarbejdet mellem praktikerne – altså mellem sygeplejerskerne på sengeafdelingerne, kommunernes sygeplejersker og de praktiserende læger – også en politisk kasse, hvor blandt andre borgmestrene og formændene for kommunernes sundhedsudvalg skal sidde. Det skal give sundhedsfælleskaberne mere politisk tyngde, men desværre har man valgt ikke at give sundhedsfællesskaberne nogen kompetencer. Så selvom otte ud af ni kommuner i et sundhedsfællesskab bliver enige om noget, kan de ikke gennemføre det, hvis den niende ikke også går med. Det er skuffende. Jeg tror, at rigtigt mange havde håbet, at man ville styrke kompetencerne der. Men det vigtige for patienterne er selvfølgelig praktikersamarbejdet, og det er, som det hele tiden har været.«

Tabt mellem forskellige stole

Hvis Torben Mogensen skal pege på et sted, hvor sundhedsvæsenet reelt har store problemer i dag, er det koordinationen internt på hospitalerne.

»For eksempel skal en kræftpatient gennem så mange forskellige afdelinger og undersøgelser, at rigtigt mange patienter føler, at de bliver tabt mellem de forskellige stole,« siger han og fortsætter:

»Det er i virkeligheden det største problem. Men det lægger sundhedsreformen slet ikke op til at afhjælpe. Det er fair nok også at have fokus på det, der foregår uden for hospitalerne. Men der, hvor jeg tror, at patienterne for alvor oplever manglende koordination som et problem, er ikke i samarbejdet med kommunerne, men internt på hospitalet.«

Er det udtryk for, at politikerne dybest set ikke forstår, hvordan sundhedsvæsenet hænger sammen?

»Ja, det tror jeg. Jeg tror, at man fra politisk hold nogle gange løber med halve vinde. For eksempel at samarbejdet mellem kommunerne og hospitalerne skulle være så dårligt. Det er simpelthen ikke rigtigt. Og det gør, at beslutningerne nogle gange bliver foretaget meget forhastet og på et for løst grundlag.«

I samme åndedrag mener han også, at beslutningen om at fyre regionsrådspolitikerne og kun bevare de fem regioner som administrative enheder er både uovervejet og uheldig.

»Der skal hele tiden træffes beslutninger, som ikke kan træffes ud fra faglige synspunkter alene, fordi de har med økonomi og dermed prioritering at gøre. Og de beslutninger skal træffes af mennesker, som repræsenterer befolkningen,« siger han.

»Ud fra en faglig vurdering vil det formentlig være det klogeste at nedlægge Amager Hospital, når Hvidovre Hospital er fuldt udbygget, og flytte Gentoftes akutmedicinske afdeling til Herlev. Med afskaffelsen af regionsrådene flytter man den beslutning til Christiansborg, og der tror jeg alt andet lige, at det vil blive sværere at få accept og skabe mere ballade, end hvis beslutningen blev truffet af politikere ude i regionerne.«

Han mener, at regionsrådene i det store hele har gjort det godt, og derfor har han svært ved at forstå, at de nu skal nedlægges.

»Regionsrådene har virkelig formået at ændre sygehusstrukturen. Der er lukket et hav af små sygehuse og samlet specialer på de store hospitaler. Danmark er et af de få lande, hvor det har kunnet gøres,« siger han og fortsætter:

»Nogle af regionernes beslutninger ville jeg ikke selv have truffet ud fra et lægeligt synspunkt. Men man må respektere, at befolkningen har nogle andre ønsker end de rent lægefaglige, og jeg synes, regionsrådene har været i stand til at imødekomme de ønsker på en god måde, samtidig med, at de har styrket den lægefaglige behandling i hele landet.«”

Ikke meget nyt under solen

Skal Torben Mogensen give en samlet karakteristik af den nye sundhedsreform, så er det, at der ikke er ret meget nyt at komme efter.

»Selve strukturen i reformen ligner den, vi kender i dag. Der er bare kommet nogle nye navne i kasserne. Den overordnede struktur svarer til det, der i dag foregår i Danske Regioner, hvor de forskellige regionsrådsformænd mødes og koordinerer arbejdet. Forskellen er blot, at det fremover bliver embedsmænd, der skal varetage den opgave,« siger han.

De 21 sundhedsfællesskaber, regeringen har markedsført som en af de helt store nyskabelser, ser han heller ikke meget nyt i.

»Det er bare en styrkelse af de samordningsudvalg, vi har i forvejen. Man prøver at styrke funktionen ved at give Sundhedsstyrelsen nogle større beføjelser til for eksempel at bestemme, hvilke opgaver de praktiserende læger skal varetage. Men selve strukturen med samarbejdet mellem kommunerne og hospitalerne har vi allerede i dag,« siger Torben Mogensen.