Han er kendt som en skarp interviewer, og han brød igennem til den store offentlighed i 2010 med programrækken »Jagten på de røde lejesvende« om DR-journalisters venstreorienterede bias under Den Kolde Krig.

Nu siger Jacob Rosenkrands farvel til Danmarks Radio for at tiltræde som ny debatredaktør på Berlingske fra 1. august.

»Jacob Rosenkrands har en stærk fornemmelse for tidens afgørende værdidebatter, hvor Berlingske skal stå i dem, og en lige så markant intuition for den frie, uafhængige og tilstræbt objektive journalistik, som en debatredaktør på Berlingske skal have,« siger Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske.

Den 54-årige Jacob Rosenkrands er uddannet cand.scient.pol, og han har arbejdet som vært på både Deadline og TV-Avisen. Han har også haft sit eget debatprogram på DR2, »På den 2. side«.

»Vi får med Jacob Rosenkrands en skarp journalist med intellektuel spændvidde og et præcist blik for den reflekterede borgerlighed, som Berlingske står for,« siger Tom Jensen.

Jacob Rosenkrands afløser Pierre Collignon, der tiltrådte som chefredaktør på Berlingske 1. maj.

»For mig er debatredaktør på Berlingske et drømmejob og det naturlige sted at samle trådene fra mine mange års virke i alle afkroge af samfundsdebatten. Avisen har en meget stærk position inden for magtkritik og værdidebat, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med redaktionen og de kommentatorer, som gør avisens debatsider til et sted, hvor vi alle kan blive udfordret på vores holdninger og virkelighedsbillede,« siger Jacob Rosenkrands.