Islamisk Trossamfund med »vigtig« besked om knivangreb
Mens Københavns Politi kortlægger forløbet om knivstikkeriet på Nørrebro lørdag morgen, fortæller Islamisk Trossamfund om sit syn på sagen.

Mens Københavns Politi kortlægger forløbet om knivstikkeriet på Nørrebro lørdag morgen, fortæller Islamisk Trossamfund om sit syn på sagen.

Mandag blev en 15-årig dreng fængslet i surrogat efter et knivstikkeri ved Det Islamiske Trossamfunds moské på Dortheavej på Nørrebro tidligt lørdag morgen.
Dermed har politiet sigtet fire personer – tre drenge på henholdsvis 15, 15 og 17 år samt en mand på 61 år – for at have stukket en 27-årig mand flere gange med kniv i blandt andet hovedet og halsen.
Hændelsen blev anmeldt 4.46 lørdag morgen. Manden blev fundet ude foran moskeen og er nu uden for livsfare.
»Det er et stort sted. Vedkommende blev fundet uden for moskéen, men vi har grund til at tro, at det har relation til selve moskéen,« sagde vicepolitiinspektør Lasse Michelsen lørdag til Ritzau.
Det konkrete forløb er stadig ganske ubeskrevet, men mandag satte Det Islamiske Trossamfund nogle ord på, hvordan de opfatter sagsforløbet med en »vigtig besked« på Facebook.
I Facebook-opslaget skriver foreningen, at den 27-årige havde været bevæbnet og ved hyppige besøg truet moskébesøgende.
Og at trossamfundet havde anmeldt hans opførsel og færden ved moskéen til politiet ved flere lejligheder.
Der står også i opslaget, at den 27-årige lørdag morgen skulle have stormet ind i moskeen bevæbnet med skarpe værktøjer og angrebet nogle unge i moskeen.
Her nævner Det Islamiske Trossamfund selv nogle »unge mænd på 15 og 17 år«.
Sagen kører bag lukkede døre, hvorfor det stadig er småt med detaljer om det, der umiddelbart ligner en voldsom sag.
Berlingske har spurgt politiet til oplysningerne om, at trossamfundet skulle have anmeldt den 27-årige.
Københavns Politi oplyser til Berlingske, at forløbet vil blive kortlagt:
»På grund af politiets tavshedspligt og hensynet til beskyttelse af personoplysninger har vi ikke mulighed for at oplyse om konkrete personers forhold og eventuel kontakt med politiet. Der har siden knivstikkeriet været gang i en intensiv efterforskning, hvor hele forløbet vil blive kortlagt så grundigt som muligt,« lyder det.