Lørdag eftermiddag lagde den danske blogger og influencer Fie Laursen et selvmordsbrev op på sin Instagram-profil, hvor hun har mere end 330.000 følgere.
Flere Instagram-brugere anmeldte opslaget i frygt for, at det skulle få negative konsekvenser for hendes følgere, som primært består af unge piger. Men uden held. Først mandag, næsten 48 timer efter Fie Laursen postede selvmordsbrevet, blev det fjernet. Dog ikke af Instagram, men af enten Fie Laursen selv eller hendes familie.

Berlingske har kontaktet Instagram for at høre, hvordan de ser deres ansvar i sagen.
I en mail til Berlingske skriver Instagram, at deres tanker er hos Fie Laursen og hendes familie i denne svære tid, og at intet er mere vigtigt for dem end Instagram-brugernes sikkerhed.
»Mentalt helbred og selvmord er komplekst og nuanceret. Vi stræber efter at ramme den svære balance mellem at lade folk dele deres udfordringer med mentalt helbred, hvilket kan hjælpe dem til at få støtte og samtidig beskytte dem, der måtte blive påvirket af at se den form for indhold,« skriver Tara Hopkins, Head of Instagram Public Policy EMEA.
Overtræder ikke Instagrams regler
Instagram forklarer, at den svære balance netop er grunden til, at de i flere tilfælde tilføjer »sensitivitetsskærme« til indhold, der ikke som sådan overtræder deres retningslinjer, men som kan påvirke andre. De sletter indholdet helt, hvis de ser en risiko for, at det kan gøre skade på andre mennesker.
Men i dette tilfælde blev indholdet ikke slettet. På de sociale medier har flere været uforstående for, at selvmordsbrevet kunne blive stående på hendes profil så længe, uden at Instagram greb ind.
Det har blandt andet kommunikationsrådgiveren Troels Johannesen og Berlingskes journalist Line Holm kommenteret på Twitter.
Til det svarer Tara Hopkins, Head of Instagram Public Policy EMEA:
»Af hensyn til privatlivet kan vi ikke kommentere på de enkelte konti, men når vi modtager anmeldelser om selvskade eller selvmord, sender vi en besked til brugeren med information om, hvor de kan få hjælp, og kontakter de lokale myndigheder, hvis det vurderes passende,« skriver hun.