Inhabil Barbara Bertelsen er en god start, men professor efterspørger større åbenhed

Statsministeriet slog mandag fast, at departementschef Barbara Bertelsen og ministeriets øvrige medarbejdere er inhabile i forhold til ansættelsen af en ny direktør i den styrelse, som skal undersøge de ti embedsmænd, som fik hård kritik af Minkkommissionen. Men af hensyn til tilliden til retssystemet efterlyser professor mere åbenhed om, hvordan centraladministrationen lige nu undersøger sig selv.

Barbara Bertelsen og ni andre topembedsmænds videre skæbne afgøres i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, men hvordan er uklart. Professor i forvaltningsret efterlyser større åbenhed om processen. Liselotte Sabroe

Det er betryggende og den helt rigtige løsning, at Statsministeriet nu har erklæret sin departementschef, Barbara Bertelsen, og alle øvrige medarbejdere inhabile i forhold til ansættelse af en ny direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, mener professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage, selvom det efter hans mening med fordel kunne være meldt ud en del tid før.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har bedt styrelsen om »rådgivning« i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses sag imod Barbara Bertelsen og ni andre topembedsmænd i centraladministrationen efter minksagen. Samtidig er styrelsen ved at ansætte en ny direktør, og formelt skal ansættelsen godkendes i regeringens ansættelsesudvalg, som består af statsministeren og finansministeren, som rådgives af deres respektive departementschefer.

»Når Barbara Bertelsen ikke er suspenderet, er det fuldstændigt afgørende for tilliden til forvaltningen, at man ikke på nogen måde går på kompromis med inhabilitetsreglerne. Det havde været bedst, hvis man meldte det ud før, men det vigtigste er selvfølgelig, at man kommer med udmeldingen,« siger Frederik Waage, som opfordrer regeringen til større åbenhed om det videre forløb.

I sidste uge henviste Statsministeriet alle spørgsmål om det videre forløb for de 10 topembedsmænd, der har modtaget historisk hård kritik i Minkkommissionens rapport, til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Da Berlingske i weekenden igen spurgte til Barbara Bertelsens formelle rolle i ansættelsen af en ny direktør i styrelsen, kom der heller ikke noget svar.

I sidste uge forsøgte Berlingske også at få opklaret, om Medarbejder- og Kompetencestyrelsen var involveret i Udlændinge- og Integrationsministeriets beslutning om ikke at rejse sag mod to embedsmænd, som blev kritiseret i instrukssagen, der som bekendt førte til en rigsretsdom mod Inger Støjberg. Heller ikke dette spørgsmål fik Berlingske svar på.

Begrundelsen var, at »det vedrører personalesager«.

Mandag skete der så noget. Statsministeriet slog fast, at Barbara Bertelsen er inhabil i forhold til ansættelse af en ny direktør for den styrelse, som skal rådgive regeringen om en eventuel sag imod Barbara Bertelsen.

»I det omfang den personalemæssige opfølgning på Minkkommissionens beretning i forhold til Statsministeriets departementschef ikke er afsluttet, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen således fortsat bistår statsministeren hermed, vil Statsministeriets departementschef og Statsministeriets medarbejdere i øvrigt ikke deltage i behandlingen af sagen,« lød det i et skriftligt svar fra Statsministeriet.

Direktør udskyder pension

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skriver videre i en e-mail til Berlingske, at dens afgående direktør, Signe Friberg Nielsen, som i maj annoncerede, at hun ville gå på pension 1. august, foreløbig bliver på posten.

Oprindeligt blev hendes stilling slået op med ansøgningsfrist 1. juni, men da der i den forbindelse ikke blev fundet egnede kandidater, er Signe Friberg Nielsens pension blevet udskudt.

»I forbindelse med forlængelsen er det aftalt med direktør Signe Friberg Nielsen, at hun først fratræder med udgangen af september måned,« skriver Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til Berlingske.

Da den videre proces omkring eventuelle suspenderinger og igangsætning af ansættelsessager ifølge Frederik Waage må forventes at stå foran sin afklaring, er der dermed sikkerhed for, hvem der har ledelsesansvaret i Medarbejder og Kompetencestyrelsen, imens de ti kritiserede embedsmænds sager undersøges.

»Det er bestemt positivt, men jeg mener, at regeringen bør benytte lejligheden til yderligere åbenhed om processen af hensyn til tilliden til retsstaten. For eksempel ville det være af offentlig interesse at få besked om, i hvilket omfang Kammeradvokaten er involveret i sagen,« siger han.

»Vi har en situation, hvor man kan spørge sig selv, om centraladministrationen er i stand til at undersøge sig selv. Det mener jeg faktisk godt, at den kan, men det vil styrke processen, og give indtryk af en vis grad af uvildighed, hvis man var åben omkring, i hvilket omfang Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har søgt rådgivning fra Justitsministeriets departement og fra Kammeradvokaten,« siger juraprofessoren.

Ekstraordinær situation

Frederik Waage er overbevist om, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen umuligt kan sidde med opgaven alene, da det drejer sig om ti af de allerøverste embedsmænd i Danmark. Samtidig betyder det, at der er væsentlige risici for inhabilitet i processen.

»Der er nogle åbenlyse inhabilitetsproblemer – også i Justitsministeriet – som gør, at det ville være en fordel for alle med større åbenhed om den videre proces,« siger Waage med henvisning til, at også departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth, samt tre andre højtstående embedsmænd i samme ministerium, er blandt de embedsmænd, som skal undersøges.

Situationen er helt ekstraordinær, og der skal derfor være fuld fokus på inhabilitet i den videre proces, mener han.

»At Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ikke udarbejder de her indstillinger alene er helt åbenbart. Det er nogle meget svære vurderinger, der vedrører landets øverste embedsmænd. Derfor bør regeringen melde ud, hvordan beslutningerne om suspendering og proces for ansættelserne bliver til,« mener Frederik Waage.

Det er gennem den seneste uge ikke lykkedes Berlingske at få svar på, om Kammeradvokaten og Justitsministeriets departement er involveret i Medarbejder- og Kompetencestyrelsens behandling af de ti kritiserede embedsmænds sager.