Ingen kom til skade ved eksplosion i opgang nær Vejle
Der har været en eksplosion i en lejlighedsopgang nord for Vejle natten til torsdag. Ingen er anholdt.
Der har været en eksplosion i en lejlighedsopgang nord for Vejle natten til torsdag. Ingen er anholdt.
En eksplosion har natten til torsdag forårsaget skader i en lejlighedsopgang på vejen Ved Hammerværket i Grejsdalen nord for Vejle.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ingen personer kom noget til i forbindelse med eksplosionen, der fandt sted omkring midnat. Politiet siger intet om, hvor alvorlige materielle skader der er kommet, eller hvordan eksplosionen vurderes at være udført.
Tidligt torsdag morgen sagde vagtchef Torben Møller til Ekstra Bladet, at politiet var ved at undersøge, hvad der blev brugt til at forårsage sprængningen.
Ved middagstid torsdag er ingen anholdt i sagen, og der er ikke oplyst noget om et muligt motiv.
- Vi er i gang med en bred efterforskning, hvor vi forsøger at klarlægge, hvad der er sket, siger vicepolitiinspektør Jesper Brian Jensen fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Borgere, der har viden eller videooptagelser, der kan være relevante for sagen, kan kontakte politiet på telefonnummer 114.
RITZAU