I to år har de været på en rejse mod at forstå.
De er ikke eksperter. Men de har lyttet til grupper såsom Amnesty International, FIFA, den internationale arbejderforening (ILO), spillerforeningen FIFPRO. Og vigtigst: migrantarbejderne i Qatar.
Sådan lyder det i en video fra det australske fodboldlandshold. Som det første hold retter australierne nu en åben kritik mod VM-værtsnationen, Qatar.
Ørkenstaten har i mere end et årti været under massiv kritik for brud på menneskerettighederne, for de flere tusind migrantarbejdere, der er døde under arbejdet med at opføre landets fodboldstadioner, for landets mildest talt anstrengte forhold til lgbt-personer og for anklager om korruption i forbindelse med tildelingen af værtskabet.
»Vi har lært, at fremskridt er sket, både på papiret og i praksis (...) Mens reformerne i Qatar er vigtige og velkomne skridt, forbliver implementationen inkonsistent og kræver forbedring,« siger de australske spillere i videoen.
»Vi har lært, at beslutningen om at afholde VM i Qatar har resulteret i lidelse og skade på utallige arbejdere. De migrantarbejdere, der har lidt, er ikke bare tal. Ligesom de migranter, der har formet vores land og vores fodbold, havde de det samme mod til at bygge et bedre liv.«
Spillerne adresserer ligeledes, at homoseksualitet er ulovligt i ørkenstaten.
»Som spillere støtter vi fuldt ud lgbt+-personers rettigheder. Men i Qatar er folk ikke fri til et elske den person, de vælger,« siger det australske hold, som møder Danmark i gruppespillet ved VM.
En mystisk historie om Danmark
Herhjemme har debatten om VM og det kontroversielle værtsland bølget frem og tilbage i årevis.
Senest slog eksperter alarm over to apps, som alle, der skal til Qatar for at se fodbold, skal installere på deres telefoner – og som medfører en klar risiko for overvågning.
I september præsenterede Hummel og DBU så det danske landsholds nye VM-trøjer. Protesttrøjerne har nedtonede logoer på brystet og ingen kontrastfarver. Den kulsorte farve skal ses som »et omvandrende sørgebind«, lød det fra Hummel.
Dét fik komiteen for planlægning af VM i Qatar, SC, til at protestere.
»Vi afviser helhjertet trivialiseringen af vores ægte engagement i at beskytte sundheden og sikkerheden for de 30.000 arbejdere, der har bygget stadioner og andre turneringsprojekter,« lød det.
Så, få uger senere, bredte en mystisk historie om Danmark med en gådefuld afsender sig pludselig i flere mellemøstlige medier.
En organisation, ingen nogensinde havde hørt om, bad i et åbent brev FIFAs præsident, Gianni Infantino, om at gøre hele verden opmærksom på »det systemiske mønster af overgreb og krænkelser, som den danske regering praktiserer«.
Konkret opfordrer gruppen FIFA til at udstyre dommerne under de 64 VM-kampe med særlige armbind med ordlyden »End Denmark Racism«.
Flere eksperter påpegede i den forbindelse, at det mystiske brev meget vel kunne komme fra Qatar selv i et forsøg på at tage brodden ud af den danske kritik.
VM i Qatar løber af stablen fra 20. november.