Flere indvandrere og efterkommere får plads på landets gymnasier, hvor tallet er steget fra otte pct. i 2005 til 12 pct. i 2018. Det gælder især gymnasier i Region Hovedstaden, som huser 17 ud af de 20 gymnasier, hvor der er indskrevet flest elever med indvandrerbaggrund.
»Den stigende andel af efterkommere på gymnasierne skal ses i sammenhæng med, at efterkommerne generelt udgør en større andel i den unge befolkningsgruppe,« siger Lene Riberholdt, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
På 14 gymnasier landet over er flertallet indvandrere eller efterkommere, men langt de fleste – 11 – ligger i Region Hovedstaden.
»Gymnasier med meget lave andele af elever med dansk oprindelse har typisk en stor andel af efterkommere fra ikkevestlige lande. De tre internationale skoler blandt de 14 gymnasier har omvendt større andele af indvandrere og personer fra vestlige lande,« siger Lene Riberholdt.
De store byer ligger forrest
Aarhus og København ligger i front, mens det i resten af landet ser anderledes ud: Hver ottende gymnasieelev var i 2018 indvandrer eller efterkommer, og andelen af dem er lavere på mere end to tredjedele af gymnasierne.
»Når en stor andel af gymnasierne har en relativt lav andel af elever med anden oprindelse end dansk, skyldes det, at nogle gymnasier har nogle meget høje andele af indvandrere og efterkommere, bl.a. fordi der bor mange indvandrere og efterkommere i nærheden af institutionerne,« siger Lene Riberholdt.