Iført håndjern lytter drabsdømt flugtfange til narkotilståelse i retten
Mand forklarer i byret, at en mand på flugt fra fængslet sad i en sofa og så på, mens narko blev overdraget.

Mand forklarer i byret, at en mand på flugt fra fængslet sad i en sofa og så på, mens narko blev overdraget.

En drabsdømt flugtfange og en narkohandler med gæld til bandemedlemmer er blandt de personer, som 1. marts i år var til stede i et hus i en haveforening i København, da to kilo kokain skiftede hænder.
Mandag mødes de igen. Denne gang i Retten på Frederiksberg, hvor den 43-årige narkohandler over for en dommer tilstår, at han har været involveret i handler af ikke under 19,8 kilo kokain, cirka 48 kilo amfetamin, 1 kilo ketamin og 125 kilo hash.
Den 43-årige var også sigtet for at have skjult 38-årige Phillip Denié Dahl Petersen, der på det tidspunkt havde været på flugt i næsten en måned - siden 4. februar.
Men det nægter narkohandleren sig skyldig i. Han anede ikke, hvem Phillip Denié Dahl Petersen var.
- Jeg vidste ikke, at nogen var flygtet, siger den 43-årige.
Phillip Denié Dahl Petersen havde blot siddet i sofaen i huset i haveforeningen, da den 43-årige var ankommet, og han overværede, da den 43-årige narkohandler fik to kilo kokain overdraget af en tredje mand.
Denne tredje mand har narkohandleren kendt i over to årtier.
Samlet set omhandler sagen fem mænd og en kvinde. En mand har allerede fået sin sag afgjort. Mandagens forventede dom bliver dermed nummer to i sagen.
I slutningen af oktober behandles sagen mod de fire resterende, herunder Phillip Denié Dahl Petersen.
I mandagens retsmøde er han den eneste af de fremmødte, der ikke kan bevæge sig frit rundt. Flugtfangen, der nåede at være på fri fod i omkring 26 døgn, sidder tilbagelænet på tilhørerrækkerne med hænderne samlet i håndjern på ryggen og med to mænd fra politiet eller Danmarks Fængsler på hver side af sig.
Anklageren og forsvarer Finn Bachmann bliver mandag i retsmødet enige om, at den del, der handler om at have skjult flugtfangen, skal pilles ud af sagen, der herefter kan fremmes som en tilståelsessag.
Da det sker, forlader Phillip Denié Dahl Petersen lokalet. Han behøver ikke være der mere, har han orienteret politiet om.
Det er tidligere kommet frem, at den 38-årige mand erkender at være flygtet men nægter sig skyldig angående kokainen.
Hans flugt fra Vestre Fængsel fandt sted 4. februar. Her sad han varetægtsfængslet efter en forvaringsdom for drab, mens han venter på at få behandlet sin sag ved Østre Landsret.
Dommen fik han for at have slået en 31-årig mand ihjel i 2022 i forbindelse med et voldeligt sammenstød uden for et værtshus i Sydhavnen i København.
Han er også dømt for drabsforsøg på en dengang 37-årig mand. Forvaring er indespærring på ubestemt tid for personer, der vurderes at være særligt farlige.
RITZAU