Ifølge ny undersøgelse er fædres relation til deres børn styrket under coronakrisen: »Jeg føler, vi har dét sammen nu«

Over halvdelen af fædrene svarer i en ny undersøgelse, at coronakrisen vil have betydning for relationen mellem dem og deres barn fremover. Over 60 procent siger, at de har leget mere, snakket mere og gået flere ture med deres børn. Kasper Smidt Gasbjerg har brugt nedlukningen på tre-fire timers cykelture og legepladsbesøg med sin toårige datter.

»Jeg tror, først og fremmest hun har været glad for, at vi har været ude og lege. At det så har været sammen med hendes far, tror jeg helt sikkert knytter den positive oplevelse til mig,« siger Kasper Smidt Gasbjerg. Niels Ahlmann Olesen

Før nedlukningen var det Kasper Smidt Gasbjergs kone, der hentede og bragte deres toårige datter i institution.

Om eftermiddagen og aftenen var de alle sammen, men Kasper Smidt Gasbjerg og datteren, Maren, havde sjældent mange timer alene. Det lavede coronakrisen om på.