Det rystede Danmark, da tre drenge i sidste uge blev anholdt og sigtet for at have planlagt et angreb på Hadsten skole. Drengenes planer om et angreb med våben og bomber kan trække tråde til de samme digitale netværk, som har fået børn og unge til at begå overfald i andre europæiske lande, lyder det i Berlingskes nyhedspodcast »Pilestræde«.

Pilestræde

Tre teenagere havde til hensigt at angribe Hadsten skole med knive og bombesprængninger, men er nu anholdt og sigtet efter terrorbestemmelsen. Planlægningen er foregået på online tjenester, der er kendte af politiet. På de samme platforme har unge i Skandinavien nemlig planlagt og udført voldshandlinger de senere år. Fænomenet kaldes nihilistisk voldelig ekstremisme, og noget kan tyde på, at det nu også er på vej til Danmark. Gæster: Kasper Fast og Andreas Thorsen, journalister på Berlingske. Vært: Alexander Wils Lorenzen

»Vi ved, at politiet i sin sigtelse har oplyst, at planlægningen af de her skoleangreb skulle være foregået på de online platforme Discord og Telegram, som vi ved bliver brugt af de her netværk«, siger Berlingskes journalist Kasper Fast til »Pilestræde«.