Det er ikke hver dag, der tikker en sms fra politiet ind på telefonen.

Men det er, hvad der sker rundt om i landet i øjeblikket.

Og så alligevel ikke helt. For hvis du får en sms fra »politiet«, er det med al sandsynlighed ikke dem, der skriver til dig.

Det er derimod svindlere, som vil have dig til at betale en bøde, du aldrig har fået.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) advarer lige nu på Twitter om, at svindlere sender falske sms’er under dække af at være fra politiet. I sms’en er der et link, som fører dig til en hjemmeside, der til forveksling ligner politiets. Her vil de forsøge at lokke dine personlige oplysninger ud af dig.

En bruger på Twitter skriver i en kommentar, at den falske bøde også florerer på mail, og sågar slutter med »venlig hilsen Rigspolitiets Torben Fogde« og et stempel.

Tre råd til at undgå svindel

NSK skriver på Twitter tre gode råd om falske sms’er.

Første råd går på at være kritisk. Politiet og andre myndigheder vil aldrig ringe eller skrive til dig for at bede om dine personlige oplysninger.

Andet råd handler om de links, der kan fremgå i sms’er eller mails. Undersøg, om du selv kan søge hjemmesiden frem i dit søgefelt. Så undgår du at klikke på noget, der kan være svindel.

Sidste råd er, at du altid kan ringe til politiet på 114, hvis du er i tvivl om henvendelsens troværdighed.

Det er langt fra første gang, der er falske beskeder fra myndigheder i omløb. De tre råd kan benyttes i alle sammenhænge.