For første gang ligger aldersgruppen 20-29 år i øverst i Norges statistik over nye smittetilfælde med coronavirus i forhold til befolkningstallet. Det skriver VG med henvisning til tal fra Folkehelseinstituttet.

I sidste uge registrerede Folkehelseinstituttet, Norges svar på Sundhedsstyrelsen, et fald i antallet af personer smittet med coronavirus i alle aldersgrupper, oplyser instituttet i en ugerapport tirsdag.

Det er første gang siden begyndelsen af marts, at de fleste nye smittede i forhold til befolkningstallet bliver fundet i aldersgruppen 20-29 år.

»Aldersgrupperne 10-19 og 20-29 år har den højeste andel positive prøver blandt de testede i de sidste to uger på henholdsvis 6,5 procent og 2,6 procent. Den høje andel af positive blandt de yngre kan skyldes ændrede testkriterier og mere målrettet testning i denne gruppe,« skriver Folkehelseinstituttet i rapporten.

Andelen af yngre smittede behøver dermed ikke nødvendigvis at betyde, at uforholdsmæssigt flere yngre personer bliver smittet med coronavirus.

I løbet af de foregående fem uger var det aldersgruppen 90 år og ældre, som havde flest tilfælde i forhold til befolkningstallet, skriver instituttet i deres rapport.

Norge har 7.904 bekræftede smittetilfælde og 214 dødsfald.

Til sammenligning har Danmark 9.821 bekræftede smittetilfælde og 503 dødsfald.

I Danmark er der flest bekræftede smittede i alderen 50-59 år med i alt 1.833. Af gruppen af smittede tegner kvinder i den aldersgruppe sig for den største andel med 59 procent.

I alderen 20-29 år er der samlet 378 bekræftede smittetilfælde.

Det skriver Statens Serum Institut i sin overvågningsrapport, der i modsætning til Norge ikke inddrager befolkningstallet.