Når du bevæger dig på villavejene i Gentofte Kommune, skal de flotte murermestervillaer fremover være flankeret af flere grønne hække eller træer.

I hvert fald hvis det står til et såkaldt opgaveudvalg i kommunen, der har kigget på, hvordan Gentofte Kommune bevarer sit grønne udtryk »med flotte og karaktergivende træer«.

Det har nedskrevet en række anbefalinger, der skal sikre, at Gentofte Kommunes villaveje forbliver »smukke og grønne«. Og de ser gerne, at flere borgere vælger at afskærme deres grunde med grønne hække eller træer i stedet for eksempelvis en mur eller et hegn.

Ifølge udvalget er der nemlig flere boligejere, der er begyndt at vælge de grønne hække fra og i stedet sætte mure eller et hegn op foran deres grund. Og det er en skam, mener de 15 medlemmer i udvalget, som består af borgere og politikere, blandt andre arkitekt Astrid Hall:

»Vi skal passe rigtig godt på de store og flotte træer i villakvartererne. De er smukke og giver variation rent visuelt. Og så er de samtidig vigtige i forhold til klimatilpasning og som levesteder for fugle og smådyr,« siger Astrid Hall i en pressemeddelelse.

Udvalgets anbefalinger lyder på, at man som hovedregel planter levende hegn i skellet langs vejen. Hvis man ønsker et fast hegn, der er højere end én meter, skal det opføres mindst én meter tilbage fra vejskellet, og man skal beplante arealet mellem vej og hegn, så der stadig er grønt på facaden ud til vejen.

Gentofte Kommune vil indføre regler for, hvilke afskærmninger borgerne må sætte op foran deres grund.
Gentofte Kommune vil indføre regler for, hvilke afskærmninger borgerne må sætte op foran deres grund. Thomas Lekfeldt

Ifølge kommunalbestyrelsesmedlem og formand for udvalget Jesper Marcus (K) har der været fuld opbakning til forslaget i kommunalbestyrelsen. Han mener ikke, at kommunen går ind og begrænser borgernes frie valg, når kommunen tager stilling til, hvordan det skal se ud foran deres grund.

»I dag regulerer man allerede, hvor tæt du må bo på din nabo og hvor højt dit hus må være, og vi gør det i forlængelse af det. Vi har en holdning til, hvordan vi gerne vil have vores kommune skal se ud, og det er klart vores holdning, at kommunen er grøn,« siger Jesper Marcus fra de Konservative.

Men han anerkender, at spørgsmålet om, hvorvidt man som kommune går ind og begrænser det frie valg, har været diskuteret.

»Der er et dilemma i, hvorvidt vi skal gå ind og opfordre folk eller regulere på området. Der kan være modstridende interesser mellem den individuelle frihed og ønskerne, så det har vi talt om i udvalget. Men vi tænker på, hvilket helhedsudtryk der skal være i kommunen,« siger han og understreger, at man gerne må have en mur omkring sit hus, man skal blot sørge for, at den er placeret en meter inde på grunden.

»Jeg mener ikke, at vi går ind og blander os. Vi er ikke smagsdommere, der bestemmer, hvordan folks haver skal se ud. Hvilken type hæk eller hegn, man vælger, er helt op til den enkelte. Det blander vi os ikke i. Men vi vil gerne have noget mere grønt på vejene,« siger Jesper Marcus.

Men når I siger, at I gerne vil have, at folk sætter noget grønt op foran deres stakit eller mur, er det så ikke at blande jer?

»Vi har en holdning til, hvordan kommunen ser ud. Vi kigger ikke på det individuelle hus, og der er ikke forskel på, at man laver reguleringer for det, og når man eksempelvis regulerer, hvor mange kvadratmeter der må bygges på en grund,« siger han.

I 2020 havde Gentofte Kommune omkring 1.280 bevaringsværdige træer. Ifølge opgaveudvalget bør der udpeges endnu flere og plantes nye på kommunens veje.  Anbefalingerne er netop blevet godkendt af kommunalbestyrelsen, og nu er næste skridt, at det skal være en del af den nye lokalplan.

Forslaget skal i offentlig høring fra 5. oktober til 30. november 2020.

Holmegårdsvej og Ørnekulsvej i Gentofte er et eksempel på det udtryk, man gerne vil bevare på flere villaveje i Gentofte Kommune.
Holmegårdsvej og Ørnekulsvej i Gentofte er et eksempel på det udtryk, man gerne vil bevare på flere villaveje i Gentofte Kommune. Thomas Lekfeldt