I vidneskranken i midten af salen sad Britta Nielsen og græd. Hun måtte holde flere pauser, og kæmpede for at få ordene frem i stød. Hendes stemme var på én gang skamfuld, tryglende og forurettet. Det var som slap al vreden fra barndommen med ud i ordene, dér i midten af den store retssal 60 foran dommeren, anklagerne, forsvarerne og tilhørerne.
»Jeg har gerne villet give mine børn en anden barndom end den, jeg selv har haft. Jeg har gerne villet give dem økonomisk tryghed. Jeg begyndte at tage penge for at klare mine regninger, så mine børn ikke skulle se fogeden komme på besøg, som jeg selv havde været vant til som barn,« sagde hun, ude af stand til igen at stoppe ordene:
Del:
