I »middelmådighedens land« tilbyder nordsjællandsk skole særlig undervisning til højt begavede børn: Det løser et udbredt problem

Højt begavede børn overses ofte i skolen. Humlebæk Skole har lyttet til internationale forskningsresultater og indført et undervisningstiltag, der kan være løsningen på problemet.

Højtbegavede børn defineres typisk som børn med en intelligenskvotient på 130 eller derover. En »normal« intelligenskvotient ligger typisk på mellem 90 og 110. Asger Ladefoged

Onsdag er en særlig dag for Alpha Fenger Flindt, som går i 4. klasse på Humlebæk Skole i Nordsjælland. Hun fortæller, at hun indimellem keder sig i undervisningen.

Alpha Fenger Flindt har en iq, altså en intelligenskvotient, på over 130 og bliver ofte hurtigt færdig med opgaverne, fordi det faglige niveau ikke udfordrer hende. Om onsdagen sker der så noget, der kan få hende op af stolen.