Godmorgen.

Berlingske håber, du har sovet godt og er klar til en festlig dag i de gule nuancers tegn. Den danske cykelrytter Jonas Vingegaard vandt i går det samlede Tour de France som den anden danske cykelrytter nogensinde.

Nyhedsbilledet vil denne mandag bære præg af sejren.

Men dagen i dag handler også om andre ting end Jonas Vingegaard.

Så lad os se at komme i gang.

Peter Hummelgaard anklager borgerlige partier for »åndelig fattigdom«

Det er ikke så lidt, den såkaldte Arnepension har været udsat for af kritik. Både af politiske modstandere, og når ordningen er blevet problematiseret i Berlingske.

Det gør idémanden bag – beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) – mere end villig til at stille op til interview i undertegnede avis.

Arnepensionen gør det muligt for en gruppe af danskere at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Før folkepensionsalderen. Det er essentielt, mener Peter Hummelgaard.

»Mange opfatter det som en stor uretfærdighed, at vi på Christiansborg hæver pensionsalderen i forhold til den gennemsnitlige levetid uden at tage højde for, at danskerne har meget forskellige arbejdsliv,« siger han.

Det irriterer ham, når finanssektoren brokker sig over at skulle betale for ordningen.

Læs hele interviewet med beskæftigelsesministeren her.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Bilerne har overhalet befolkningstilvæksten i København

De toneangivende politikere på Københavns Rådhus har længe lagt ansigtet i alvorlige folder, når samtalen har bevæget sig ind på biler.

Bilisme er »udemokratisk« og skal spille »andenviolin,« lyder det fra Socialdemokratiet og Enhedslisten, der arbejder på at begrænse bilerne i byen.

Men selvom københavnerne hyppigt sætter deres kryds ved de to partier til kommunalvalg, så ynder den københavnske befolkning i stigende grad at have bil.

Ja, faktisk viser tal fra Danmarks Statistik, at de københavnske husholdninger i 2018 havde 115.628 privatbiler i byen, mens antallet i 2022 er steget til 140.206.

Det er en stigning på omtrent 21 procent. Bilerne passerer dermed befolkningstilvæksten til kommunen.

Læs hele Berlingskes historie her.

Han blev overfaldet i sin egen kiosk og selv sat bag tremmer

Den 61-årige Jose Alba var på arbejde i sin kiosk, da en kvinde ville købe en pose chips. Kvindens betalingskort virkede dog ikke, så Jose Alba bad hende om at forlade butikken.

Hun truede ham med at hente sin kæreste. Det gjorde hun. Og kæresten – den 35-årige Austin Simon – var vanekriminel og netop på prøveløsladelse efter et overfald på en betjent.

Han gik om bag disken og truede Jose Alba, som i desperation fik fat i en kniv og stak Austin Simon. Han døde af sine kvæstelser.

Dernæst endte Jose Alba i fængsel, sigtet for mord.

Det er ikke blot historien om endnu et drab, der får volds- og drabsstatistikkerne i USA til stige. I stedet er det historien om, at amerikanerne er rasende og trætte af den vold, landet er ramt af.

Sagen om Jose Alba begynder med en pose chips, men slutter et helt andet sted. Med et paradoks.

Læs Berlingskes udlandsredaktør Birgitte Borups historie om det kollektive raseri i USA her.

Politiet modvirker organdonation

Siden 2017 har politiet 17 gange nedlagt forbud mod mulig organdonation. Ifølge kritikken kan det koste menneskeliv.

Det skriver Jyllands-Posten.

Joachim Torp Hoffmann-Petersen er anæstesilæge, og for nogle år siden modtog han en ung mand på sin vagt. Manden havde taget en overdosis euforiserende stoffer og blev efter få dage erklæret hjernedød.

Familien til den unge mand ville gerne have, han blev organdonor for at lette sorgen og få det tragiske dødsfald til at give mening. Men politiet satte en stopper for det. Det ønskede nemlig en retslægelig obduktion, som ikke var kompatibel med en organdonation. Og politiet har loven på sin side.

Det vil blandt andre Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, have gjort noget ved.

»Jeg synes, det er helt oplagt, at vi får kigget på det her igen. Det er klart, at hensynet til politiet skal være der, hvis der er mistanke om, at der er sket en kriminel handling. Men man kan godt have en bekymring for, at i de her tider, hvor der også er et stort ressourcepres på politiet, at man i visse situationer så bare vælger at sige nej for en sikkerheds skyld. Og det kan vi jo ikke tillade os i den situation, hvor vi står og mangler organer,« siger han.

Hedebølge hærger i USA

I store dele af Europa er der varmt. Og lige så varmt er det i USA, hvor den dødelige hedebølge ser ud til at forsætte med temperaturer over 40 grader.

Det skriver B.T.

Mere end 90 millioner mennesker er blevet evakueret over hele landet, hvor det søndag var den nordøstlige del, der blev ramt hårdest.

Herunder byerne Boston, New York og hovedstaden Washington, D.C.

Samtidig brænder flere dele af nationalparken Yosemite i Californien. Det bliver af de amerikanske myndigheder beskrevet som en »eksplosiv« brand.

Op mod 6.000 mennesker er blevet bedt om at forlade deres hjem i Yosemite.

Læs historien her.

Dagen i dag

Det er årets 206. dag. Der er  altså 159 tilbage af år 2022.

Det sker ellers i dag

Sport: Danske medier hylder Jonas Vingegaard som sejrsherre i dette års udgave af Tour de France.

Udland: I dag begynder klimabevægelsen »Friday for Future« sin klimakonference i den italienske by Torino. Her vil 500 aktivister fra 55 lande deltage – inklusive den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

Erhverv: Selskaberne Ryanair og Vodafone kommer med regnskab for 1. kvartal.

Berlingske ønsker dig en fortsat god dag.