I kulissen bag grundstødt skib i Grønland trækker forretningsmand tråde til Scandinavian Star

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Forretningsmand bag grundstødt skib i Grønland havde ifølge Politiken forbindelser til Scandinavian Star. Danish Air Force/Reuters/Ritzau Scanpix

Godmorgen, kære læser, og velkommen til.

Vi skal vidt omkring i dagens overblik, og her kan du se tre nedslagspunkter:

  • Du kan blandt andet få svar på, hvorfor både telefonerne og dørklokkerne bimler og bamler ekstra meget hos danske ejendomsmæglere for tiden.

  • Så kan du dykke ned i det svimlende beløb, som efterkommere af slaver i en tidligere dansk koloni nu kan kræve i erstatning.

  • Og så kan du blive klogere på, hvilke forbindelser det grundstødte krydstogtskib i Nordøstgrønland har til et kendt skib, der brændte ned i 90erne.

Vi starter dog et helt andet sted, i Berlingskes egne spalter, men på den anden side af Øresund.

Rigtig god fornøjelse.

En grim trend spreder sig i den svenske bandekrig. Hvorfor dør de helt unge håndlangere?

Tre drenge på under 15 år dræbt på bare en måned. 

Sådan er virkeligheden i den svenske bandekrig. Nu går banderne efter at ramme deres egne barnesoldater – og Milo, Mohammed og Layth er de seneste ofre.

Sådan skriver Berlingskes nordiske korrespondent i en artikel, hvor han ser nærmere på en uhyggelig trend, der spreder sig i den svenske bandekrig. 

Politiet siger åbent, at alle tre mord er direkte koblet til bandekrigen. Og det står også klart, at alle tre drab er forbundet med krigen mellem to af Sveriges hårdeste bandeledere.

Seneste offer i rækken blev Milo på 13 år. Ingen ved, hvorfor han blev slået ihjel.

Det kan du læse mere om i Berlingskes artikel her.

Tidligere formand: Dansk Folkeparti er på vej i en helt anden retning

Dansk Folkeparti er ikke, hvad det har været. 

Siden Morten Messerschmidt tog roret og satte sig i spidsen for partiet, har han styret det i en helt anden retning, end det var tanken, da partiet blev grundlagt. 

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis medstifter og tidligere formand Kristian Thulesen Dahl, der nu er direktør i Port Aalborg.

Eksempelvis ønsker den nye formand en klar, borgerlig økonomisk politik. Et opgør med den tidligere linje, påpeger Thulesen Dahl.

»I den økonomiske politik drejer Morten den anden vej,« i et interview med Berlingskes podcast »Østergaards salon«.

Du kan læse et uddrag af interviewet her.

Efterkommere af slaver kræver svimlende højt beløb af Danmark

Nu står efterkommere af slaverne fra Dansk Vestindien klar en vurdering af det svimlende beløb, de kan kræve af de danske skatteydere.

Summen løber ifølge det anerkendte amerikanske konsulentfirma Brattle in Boston op i 4.790 milliarder kroner. 

Penge, som efterkommerne ifølge konsulentfirmaet har ret til.

Det skriver Jyllands-Posten i dagens avis.

I artiklen bliver det påpeget, at det nok er de færreste, der rent faktisk tror, at det enorme beløb nogensinde bliver betalt.

Men med konsulenterne i ryggen vil det caribiske fællesmarked, Caricom, der koordinerer udenrigspolitikken for sine 15 medlemslande, lægge fornyet pres på den danske stat.

Her bliver der krævet en fuldtonet undskyldning for slaveriet og økonomisk støtte til tidligere slavesamfund.

Du kan læse mere om den sag i Jyllands-Postens artikel her.

Bekymringen melder sig: Ejendomsmæglere bestormet

Telefonerne har ringet en del mere end normalt hos landets ejendomsmæglerne efter, at sløret blev løftet for de nye ejendomsvurderinger.

Dem skal de beskattes af fra næste år, og det har sendt mange af boligejerne til ejendomsmægler – både for at handle og for at spørge mæglerne til råds.

Det oplyser de to store mæglerkæder Home og EDC til Berlingske.

»Vi hører fra mæglerne, at der faktisk er mange boligejere, som tror, at de skal betale en højere boligskat fra 2024, hvis deres ejendomsvurdering er steget,« fortæller Henrik Hauthorn Jensen, som arbejder med kommunikation i Home.

Mikkel Teglgaard Hansen fra Home i Allerød oplever også, at kunderne ikke forstår systemet og er i tvivl om, hvad det har af konsekvenser for dem.

Du kan læse hele Berlingskes artikel her.

Ét navn går igen ved grundstødt skib i Grønland og Scandinavian Star

Og så er vi nået til historien bag dagens overskrift, som i dag findes i dagbladet Politiken. 

En af de centrale aktører bag 1980'er-skibet »Scandinavian Star« fra USA har også forbindelser til det krydstogtskib, der stødte på grund i Nordøstgrønland tidligere på ugen. 

Forholdene er lidt indviklede, men kort fortalt ser det sådan her ud:

  • Gennem selskabet SunStone Ships har forretningsmanden Niels-Erik Lund fået bygget en række krydstogtskibe. Blandt andet det grundstødte »Ocean Explorer«, som ifølge Politiken er chartret ud til australske Aurora Expeditions.

  • Frem til 1988 var Niels-Erik Lund direktør i det amerikanske selskab SeaEscape, der satsede på »flydende spillekasinoer«, hvoraf ét af dem var »Scandinavian Star«. Niels-Erik Lund forlod stillingen, inden branden i april 1990, hvor 159 mennesker omkom.

Han var dog stadig bestyrelsesmedlem på det tidspunkt.

Du kan læse hele Politikens artikel her.

Det sker i dag:

  • Justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) skal i åbent samråd om genskabelse af slettede sms-beskeder i minksagen. 

  • Højesteret afsiger dom i en strid mellem en kvinde og Danske Bank. Ældre Sagen støtter hende, mens Finans Danmark omvendt støtter banken. Sagen drejer sig om en pristalsreguleret alderdomsopsparing.

Det var alt for nu. 

Tak for at læse med.