I Japan er deltavarianten så godt som forsvundet: Forskning peger på, at den har muteret sig ihjel

Studier i Japan peger på, at den stærkt smitsomme deltavariant af coronavirussen kan have muteret sig selv til et stadie, hvor den ikke længere kan overleve.

Der kan være flere årsager til Japans nærmest ikkeeksisterende epidemi, men en professor mener at have fundet en opsigtsvækkende forklaring. FRANCK ROBICHON

Da coronaepidemien i Japan nåede sit højdepunkt i august i år, blev der registreret omkring 26.000 nye smittetilfælde på én dag. Men herefter er epidemien styrtdykket.

Over de seneste 28 dage er der registreret 5.045 smittetilfælde blandt landets befolkning på knap 126 millioner mennesker. Til sammenligning er der i Danmark over samme periode registreret 80.973 smittede blandt landets 5,8 millioner mennesker.

Ifølge eksperter i Japan peger forskningen på en opsigtsvækkende konklusion. Den særdeles smitsomme virusvariant, deltavarianten, ser ud til at have muteret sig selv ihjel.

Teorien blev præsenteret af den japanske forsker Ituro Inoue ved National Institute of Genetics.

Under 200 personer bliver i øjeblikket smittet om dagen med covid-19 i det tætbefolkede land Japan. STR / JIJI PRESS / AFP

Inoues forskning vidner om, at den meget smitsomme deltavariant i Japan har opbygget for mange mutationer i virussens fejlkorrigerende protein kaldet NSP14. Det resulterer ifølge forskningen i, at virussen har svært ved at reparere fejlene i tide, hvilket i sidste ende fører til selvdestruktion.

Undersøgelser har vist, at flere mennesker i Asien end i Europa og Afrika har et defensivt enzym kaldet APOBEC3A, der angriber RNA-vira, heriblandt SARS-CoV-2-virussen, der forårsager covid-19.

Der er dog også andre teorier i spil.

Japan har en af verdens højeste vaccinetilslutninger med 76,7 procent af befolkningen, som er færdigvaccineret. Samtidig har landets befolkning også stor tilslutning til brugen af mundbind og »blødere« restriktioner.

Men ifølge Ituro Inoue ville virussen stadig sprede sig, hvis den levede i bedste velgående.

Det gør den ikke, mener han, og det vidner smittetallene i det tætbefolkede land om i en tid, hvor under 200 personer i øjeblikket bliver smittet om dagen på landsplan.