For fire år siden befandt jordemoder Io Hultén sig i et privat hjem i Birkerød. Hun var i gang med at assistere ved en højrisikofødsel. 

Men hun burde have underrettet hospitalet om den komplicerede hjemmefødsel – og da der under fødslen blev konstateret grønt fostervand. 

I december fik det konsekvenser for Io Hultén. Ved retten i Lyngby fik hun frakendt retten til at udøve virksomhed som jordemoder eller anden bistand ved hjemmefødsler. 

Derfor sidder hun i studiet i Pilestræde. Hun vil anke dommen til Landsretten og hele vejen til Menneskerettighedsdomstolen, hvis det bliver nødvendigt. 

For hun mener, at sagen og dommen er et angreb på kvinders ret til selv at bestemme over deres fødsler.

»At have retten til sin egen krop er det vigtigste, der findes. Og det er noget, vi ikke har talt sådan om før, når det handler om kvinders ret til at føde,« siger hun i dagens afsnit af »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.

»Halleluja for det«

Ifølge anklagemyndigheden, Styrelsen for Patientsikkerhed og de jordemødre, der underrettede myndighederne om Io Hulténs praksis, handler sagen i højere grad om sikkerhed for fødende og deres børn, skriver Information.

Io Hultén mener derimod, at kvinder selv skal have lov til at bestemme, med hvem og hvordan de ønsker at føde.

Det mener hun, selvom en kvinde – som i det konkrete tilfælde fra Birkerød – tidligere har født ved kejsersnit, der øger risikoen for komplikationer ved næste fødsel.

»Her er en kvinde, som har truffet nogle valg, som du ikke forstår. Halleluja for det. Halleluja for, at hun har truffet nogle valg, som er rigtige for hende,« siger Io Hultén.

Derfor er hun overbevist om, at hun – ud over at glemme at føre journal – ikke har gjort noget forkert. Hun stod nemlig over for en kvinde, der ifølge Io Hultén var »dødstresset og angst og sindssygt ked af, at der er ingen, som vil hjælpe hende.«

»Jeg mener, at jeg levede op til det, der var aftalen mellem mig og den her kvinde,« siger hun.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify