Godmorgen! I dag drager Viktor Orbán til USA og et kontroversielt møde. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Hver sjette unge kvinde er blevet seksuelt chikaneret på arbejdet. Beskæftigelsesministeren kommer nu med en opsang til arbejdsgiverne i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag.
Ledelsen på Herlufsholm har dette skoleår afdækket en »subkultur« på skolen.
Ny rapport vidner om markant stigning i registrerede antisemitiske hændelser. Den er uhyggelig læsning.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, giver Belgien opsigtsvækkende historielektion – men har glemt, hvordan det i virkeligheden hang sammen.
Lars Fruergaard har lagt en plan for fremtidens Novo Nordisk – og aktiemarkedet elsker det.
Dagens vigtige: Uhørt møde i Florida

To omstridte herrer stikker hovederne sammen i dag.
Den ene er gentagne gange blevet kritiseret af USAs regering for at undergrave demokratiet og for et lidt for nært forhold til styret i Kreml.
Den anden kan meget vel gå hen og kalde sig USAs næste præsident efter valget i november.
Når Ungarns premierminister, Viktor Orbán, i dag ankommer til USA, er det – helt uhørt for et NATO-land – uden nogen aftale med præsident Joe Biden.
I stedet drager Orbán til Florida, hvor han skal mødes med Donald Trump.
Når verdens øjne hviler på mødet mellem de to, skyldes det til dels en bekymring for, at Orbán vil benytte sin adgang til den republikanske præsidentkandidat til at fremme prorussiske holdninger.
Orbán har flere gange givet udtryk for, at Trump er den eneste, der kan gøre en ende på krigen i Ukraine.
Havde Trump været på posten, da krigen begyndte, »ville der ikke have været nogen krig nu«, lød det ifølge AP fra ham sidste fredag.
Selv har Donald Trump med en række opsigtsvækkende udtalelser sået alvorlig tvivl om fremtiden for Ukraine såvel som NATO, skulle han blive præsident igen.
Andre ser nærmere Orbáns rejse som et led i premierministerens plan om at blive en central figur i en international konservativ bevægelse.
»For ham er det bare et stort, stort øjeblik,« siger Péter Krekó, direktør for det ungarske forskningsinstitut Political Capital Institute, til The Guardian.
»Han kan håbe, at det vil få ham til at virke mere seriøs i andres øjne.«
Dagens Salon
De unge mænd vender sig mod ligestillingsdebatten, mens kvinderne holder kampdag.
Kvinderne har et ansvar for ikke at skubbe mændene væk, mener debattør og dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde.
Hun understreger, at Kvindernes Internationale Kampdag er vigtig, og at der stadig er meget at kæmpe for.
Det er i alles interesse, at ligestilling bliver udbredt mest muligt – men det vil ikke ske i et »anspændt eller giftigt debatmiljø«, lyder det.
Nina Palesa Bonde besøger »Østergaards salon« i dag sammen med satirikeren Huxi Bach.
Fik du læst?
Politik | I ti år har Christian Spohr set de grimmeste eksempler på ukrainsk korruption. Nu har han fire råd til, hvordan dansk støtte undgår at havne i forkerte hænder.
Politik | I usædvanligt hårde vendinger langer Pia Olsen Dyhr ud efter regeringen og miljøminister Magnus Heunicke (S). Han spiller chokeret uden at gøre noget, lyder kritikken.
Sundhed | Vi bliver mere og mere overvægtige, og hvis vi skal vende udviklingen, er det vores børn, vi skal have fat på. Det er dog ikke vægten, du skal fokusere på, råder førende ekspert.
Lige nu
USAs præsident, Joe Biden, opfordrede i sin State of the Union-tale i nat til en våbenhvile i Gazastriben ligesom han advarede den russiske præsident, Vladimir Putin, om:
»Jeg vil ikke bøje mig. Historien ser bogstaveligt talt med.«
Vi følger op med analyse og overblik på morgenfladen.
God dag!
Venlig hilsen
Anne Baungaard, journalist