I aften skal du være længe oppe: Det vil vrimle med stjerneskud og ildkugler

NASA har taget dette billede af meteorstormen Perseiderne 11. august. Natten mellem torsdag og fredag bliver forholdene optimale til at se de mange stjerneskud med egne øjne. BILL INGALLS

Op til 150 stjerneskud. I timen.

Hvis du er længe oppe torsdag aften, kan du være heldig og opleve en sand stjernestund.

Natten mellem 12. og 13. august vil himlen nemlig nærmest vrimle med ildkugler og stjerneskud.

Det skriver dr.dk, som har talt med astrofysiker ved Planetarium Cecilie Sand Nørholm.

Hun forklarer, at stjernefænomenet opstår, fordi meteorsværmen Perseiderne går ned gennem atmosfæren.

»Det føles som en hel sværm af stjerneskud, og det kan virke, som om man næsten ikke kan nå at dreje hovedet, før et nyt kommer susende. Et stjerneskud er i sig selv både flot og imponerende, men når der kommer så mange på kort tid, er det en vild oplevelse at stå udenfor,« siger hun til DR.

Et stjerneskud opstår, når et meget lille stykke af en asteroide eller komet med høj fart suser gennem Jordens atmosfære. Det får asteroiden, som typisk er småsten eller sandkorn, til at brænde op.

Det i sig selv er ikke usædvanligt.

Det særlige den kommende nat er antallet.

På en normal nat vil der typisk være mellem en til fem stjerneskud i timen.

Når Perseiderne rammer atmosfæren natten til fredag, vil der derimod være over 100 i timen.

Heldigvis melder DMI om flot stjernekigger-vejr natten til fredag.

Perseiderne fotograferet 12. august i Makedonien. GEORGI LICOVSKI

Meteorologerne forudser nemlig »ret klart vejr«. Stedvis kan der dog kommer perioder med skyet vejr.

»Det er ikke kun de danske OL-atleter, der har gode stjernestunder. De fleste steder bliver forholdene til en guldmedalje den kommende nat for folk, der vil se lysshow på himlen,« lyder det fra DMIs vagtchef.

Og hvornår er det så, du skal ud at kigge stjerner?

Ja, amatørastronomerne må forberede sig på en lang nat. Jo mørkere det er, jo bedre vil stjerneskuddene nemlig kunne ses.

Men ifølge dr.dk er det fra midnat og nogle timer frem, at det går løs.