»Hvorfor kan coronavirus ikke lide at komme over Storebælt?« Her er eksperternes dom over de nyeste tal

Antallet af indlagte er for første gang siden 17. marts kommet under 100, men stort set ingen af dem er indlagt i Jylland. Berlingskes eksperter opfordrer til at foretage undersøgelser af, hvorfor der er så stor forskel mellem smittetrykket i Aarhus og København. Skyldes det bedre hygiejne?

Vi er kommet under 100 indlagte. Det er markant og værd at bemærke. Men smitten er fortsat i samfundet, og så bliver det i øvrigt stadig mere påfaldende, at der stort set ikke er nogle indlagte og smittede vest for Storebælt.

Det er vurderingen fra de eksperter, som dagligt i Berlingske analyserer udviklingen i coronaepidemien i Danmark.